Orientering om dit dagpengeforbrug m.m., hvis du er ledig (midlertidige regler pga. COVID-19)
Forbrug af din 2-årige dagpengeret
De dagpenge, du får udbetalt for januar og februar måned 2021, forbruger ikke af dine ydelsestimer: Har du f.eks. brugt 481 timer (3 måneder) af din dagpengeret pr. 31. december 2020, så har du stadig kun brugt 481 timer den 1. marts 2021, selvom du har fået udbetalt dagpenge for januar og februar måned 2021.
Hvis din 2-årige dagpengeret udløber i januar eller februar måned 2021, så har du ret til dagpenge til og med den 28. februar 2021 samt herudover de timer, du havde den 1. januar 2021. Hvis du f.eks. havde ret til dagpenge i 200 timer den 1. januar 2021, så har du stadig ret til disse 200 timer, som du kan bruge fra den 1. marts 2021.
Forbrug af din ret til supplerende dagpenge
Det, der er beskrevet i afsnittet ovenfor, gælder også for din ret til supplerende dagpenge. Hvis du f.eks. har brugt 20 af de i alt 30 ugers supplerende dagpenge, du har ret til, så har du stadig 10 uger tilbage den 1. marts 2021, selvom du har fået udbetalt supplerende dagpenge for januar og februar måned 2021. Dette gælder også, hvis du får supplerende dagpenge til drift af selvstændig virksomhed.
Hvis du er i hel eller delvis beskæftigelse i januar og februar måned 2021, så tæller arbejdstimer fortsat til forlængelse og generhvervelse af dagpengeretten.
Karens
Reglerne om, at der skal fradrages en dags dagpenge hver 4. måned, hvis du ikke har haft mere end 148 timers arbejde i løbet af de forgangne 4 måneder, gælder ikke i januar og februar måned 2021. Det betyder, at du ikke vil blive trukket i dagpenge for en karensdag i januar og februar måned 2021.
Feriedagpenge
Hvis du får udbetalt feriedagpenge for januar og februar måned 2021, så indgår disse heller ikke i opgørelsen af forbrug af dagpenge m.v.
Genindmeldelse
Hvis du er blevet udmeldt af a-kassen i perioden fra og med den 1. januar 2021 til og med den 19. januar 2021, fordi du havde opbrugt din dagpengeret, så har du mulighed for at genindmelde dig og få dagpenge i perioden fra udmeldelsestidspunktet til og med den 28. februar 2021. Du skal genindmelde dig senest den 28. februar 2021, hvis du vil have dagpenge. Det er en betingelse for genindmeldelse, at du efterbetaler medlemsbidrag for den periode, hvor du har været udmeldt, dvs. fra udmeldelsestidspunktet til genoptagelsestidspunktet.
Hvis du genindmelder sig og vil have dagpenge, skal du huske straks at tilmelde dig som ledig hos jobcenteret, såfremt du ikke allerede er det. Det er en betingelse for at kunne få dagpenge.
2 måneders ekstra dagpenge
Hvis din 2-årige dagpengeret eller forlængelsen af din 2-årige dagpengeret udløber i perioden fra og med den 1. november 2020 til og med den 31. oktober 2021, har du ret til dagpenge i ekstra 2 måneder, svarende til højst 320,66 timer. De 2 måneders ekstra dagpenge skal bruges inden for 3 måneder fra udløbet af din dagpengeret. Når der er gået 3 måneder fra udløbet af din dagpengeret, kan du ikke længere benytte dig af de ekstra 2 måneders dagpenge.
Hvis du har fået udbetalt de fulde 2 ekstra måneders dagpenge i november og december måned 2020, så har du også ret til dagpenge for januar og februar måned 2021. Det vil sige, at din dagpengeret udløber den 28. februar 2021.
Tilsvarende gælder, hvis du har fået udbetalt noget af de 2 ekstra måneders dagpenge i november og december måned 2020. Så er dit forbrug af de 2 ekstra måneders dagpenge sat på pause som nævnt i det første afsnit. Det betyder, at du har ret til dagpenge for januar og februar måned 2021 samt de timer, du havde tilbage af de 2 ekstra måneders dagpengeret pr. 1. januar 2021.