I går var TL til forhandlingsmøde i KL, hvor vi drøftede de krav, vi har fremsat. De generelle forhandlinger er stadig i fuld gang, og det er endnu ikke besluttet, hvor mange penge der skal afsættes til forhandlinger af de enkelte overenskomster. Derfor kunne vi ikke tale om priser, men vi fastholdt vores krav om forbedringer af løn- og pensionsforhold.

Vi fremlagde også vores medlemmers ønske om en udvidet fritvalgsordning, som vil give mulighed for endnu mere fleksibilitet og valgmulighed for hver enkelt ansat.

Vi lagde vægt på at bevare kompetencefonden, fordi vi kan se, at TL’s medlemmer bruger midlerne til efteruddannelse. I TL vil vi gerne sætte mere fokus på de mange typer af tekniske uddannelser, og undersøge hvilke kompetencer teknikere i kommunerne får brug for både nu og i fremtiden.

Næste møde er d. 23. februar.