Hvordan får jeg en praktikplads?

1. Vær ude i god tid
Det lyder banalt, men er det ikke. Jo tidligere du går i gang med at forberede din praktikpladssøgning, jo større chance er det for, at netop du løber af sted med den. Hvis du skal i praktik i 3. semester kan du lige så godt komme i gang med dine overvejelser og dit benarbejde i 1. semester.

2. Lav din research
Måske har du allerede nu en vag idé om, hvor du vil i praktik hen. Så er det bare med at finde ud af, alt du kan få at vide om stedet - kender du nogen, som kender nogen, som arbejder der, som kan fortælle dig, hvordan der er, eller måske kan sige, hvem du skal snakke med.
En helt konkret ting du kan gøre er at oprette en profil på LinkedIn. (link til LinkedIn-guiden) . På LinkedIn kan du følge virksomheder, du synes er interessante og melde dig ind i faglige grupper indenfor dit område. Alt sammen bidrager til, at du lærer branchen bedre at kende.

3. Fortæl folk du kender, hvad du gerne vil
Dit netværk er de mennesker du kender, og som vil dig det godt. men når det kommer til job- og praktiksøgning er det sjældent sådan, at de kan give dig et job direkte. Til gengæld skal du huske, at de alle sammen har deres eget netværk, med folk de kender. Hvis de skal kunne hjælpe dig videre bliver de nødt til at vide, hvad det er du vil, så de kan sige det til dem de kender. Så hvis du f.eks. gerne vil i praktik i produktionsvirksomheden XYL for at lære mere om, hvordan man laver turbiner, så skal du ganske enkelt begynde at fortælle det rundt omkring.

4. Lav en konkurrentanalyse
Det lyder måske hårdt, men når du søger praktik er du i konkurrence med dine klassekammerater. Måske er I flere, som har den sammen drømmepraktikplads. Derfor bliver du nødt til at kigge på de andre og tænke over, hvordan I adskiller jer fra hinanden. Ud over, at I har den samme faglighed har I nemlig forskellige ting med i bagagen. Dels når det kommer til erhvervserfaring. Men også når det drejer sig om hvordan I er som personer. Det betyder nemlig meget for, hvordan I vil gå til opgaven, og i det hele taget hvilke opgaver I vil trives bedst med. Her kan du med fordel kigge lidt ekstra på de studiekammerater du synes er mest "irriterende" og anderledes end dig selv. Hvis de er på den måde - hvordan er du så? Hvordan vil du være som praktikant? Og hvordan kan du fortælle det?

5. Brug tid på dit ansøgningsmateriale
Når du ved, hvad du gerne vil og hvorhen det skal være, så er det tid til at arbejde med din ansøgning og cv. De udgør tilsammen dit salgsmateriale. Hvis cv'et er produktbeskrivelsen, så er ansøgningen salgsbrevet. Hvordan kan du få de to ting til at spille bedst mulig sammen, så arbejdsgiveren kan se pointen med at hyre netop dig?

Læs også:
Hvordan får jeg et job ud af min praktikplads?