Nye og kommende klimakrav i bygningsreglementet

Byggeri, Energi og Miljø Online Gratis
Få en grundlæggende forståelse for nuværende klimakrav, samt hvordan de kommende klimakrav kommer til at udfolde sig. 

Målgruppe
Til dig der har interesse for klimakrav i bygningsreglementet og ønsker en generel forståelse for, hvordan de nye klimakrav rammer byggebranchen, samt hvordan man kan arbejde med det og dokumentere. 

Indhold
Det blev tidligere i år vedtaget politisk at skærpe klimakravene for nybyggeri. Det betyder, at en langt større andel af nybyggeri skal overholde strammere grænseværdier – og som noget nyt skal klimabelastningen fra selve byggeprocessen fremover også regnes med. Entreprenører- og håndværksvirksomheder kan dermed forvente at blive inddraget i klimakravene i højere grad end hidtil.

Der har siden 1. januar 2023 været klimakrav til nybyggeri i Bygningsreglementet med en grænseværdi for, hvor meget CO2 nybyggeri må forårsage, og krav om dokumentation af denne klimabelastning.
Det er disse krav, der nu skærpes. De væsentligste ændringer er:

CO2-grænseværdien strammes og differentieres på baggrund af bygningstype. Fx for etage- og kontorbygninger bliver grænseværdien 7,5 kg CO2-ækv./m²/år mod 12,0 i dag.

Byggeprocessen bliver også omfattet af en CO2-grænseværdi. Det bliver en selvstændig CO2-grænseværdi på 1,5 kg CO2-ækv./m²/år. Disse aktiviteter svarer i livscyklus-terminologi til faserne A4 “Transport” og A5 “Opførelse og montering”.

Omfanget af nybyggeri, der er omfattet af klimakravene, udvides, herunder vil ferieboliger og uopvarmede bygninger over 50 m², såsom P-huse og lagerbygninger, blive omfattet, samt tilbygninger (dog kun hvis tilbygningen er på over 250 m²).

Især den særskilte grænseværdi for CO2-udledninger fra byggeprocessen – dvs. byggepladsens aktiviteter og transport af materialer og materiel – har betydning for håndværksvirksomheder og entreprenører.

Vi ser på, hvad de skærpede klimakrav indebærer, og hvad ændringerne er i forhold til nugældende krav. Hvad betyder det fx, at byggeprocessens klimapåvirkninger fra 2025 skal beregnes særskilt og har sin egen grænseværdi?

Desuden får du indblik i, hvor meget forbrug på byggepladsen fylder i det samlede klimaregnskab for bygninger – og hvordan du kan nedbringe CO2-udledninger fra byggepladsen og transporten?

Få gode råd om, hvordan entreprenører og håndværkere håndtere dokumentation af klimakravene.

Dato & tidspunkt
Tirsdag d. 10. december kl. 10.00 - 12.00
Online
Du vil senest dagen inden modtage et link til teams

Underviser
Thilde Fruergaard Astrup, Centerleder, Videncenter for bygningers klimapåvirkning
Sofie Frydkjær Witte, Forretningsleder, Bæredygtigt byggeri, Teknologisk Institut
 
Spørgsmål
Har du spørgsmål til din tilmelding, skriv til tlarrangementer@tl.dk

GDPR
Ved tilmelding giver du accept til, at TL må dele dit navn og din e-mailadresse med de ansvarlige hos Teknologisk Institut