8. marts: ”Jeg møder stadigvæk holdningen, at tech ikke er for kvinder”

Da Lykke Riis i 2018 valgte at blive automationsteknolog, var der ikke mange kvinder at spejle sig i. Det var der heller ikke, da Charlotte Davidsen i 2011 begyndte at læse til energiteknolog.

De var nemlig blandt de første kvinder indenfor deres fag. For dem var det passionen for energi og sikkerhed, der førte dem mod studierne.

Siden har flere fulgt efter, selvom mændene fortsat er flest. I juli 2024 ansøgte 2.682 om optag på de tekniske erhvervsakademi- og professionsuddannelser, som TL organiserer.

Det drejer sig bl.a. om uddannelser som bygningskonstruktør, IT-, automations- og energiteknolog og el- og VVS-installatører.

20% af dem var kvinder.

Det har rykket sig en smule de seneste fem år. I 2019 var andelen 18% kvinder af det samlede optag.

En større andel kvinder søger erhvervsuddannelsen som teknisk designer. På alle landets uddannelser er kønsfordelingen 42% kvinder, 58% mænd, viser tal fra Undervisningsministeriet fra 2024.

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts fortæller Lykke Riis og Charlotte Davidsen her om at være de første kvinder i deres brancher.

”Jeg har altid godt kunnet lide computere og især sikkerhed, som jeg har arbejdet en hel del med. Jeg arbejder i dag med teknisk support hos ifm, der laver alt fra sensorik til IO-Link – vi har 15-16.000 produkter, og jeg yder support på alt.

Jeg blev først uddannet grå anlægsgartner. Det vil sige, at jeg arbejdede med beton, fliser, kampesten og asfalt. Jeg gad ikke være grøn anlægsgartner og jagte det samme ukrudt hver sjette uge.

De grå anlægsgartnere er ikke vant til, at der kommer kvinder ind, som ved det samme som dem og er udadvendte. Gartnerne var svære at komme ind på livet af. Jeg talte for meget i forhold til dem.

Jeg vidste godt, at der ikke var andre kvinder, da jeg søgte ind på studiet som automationsteknolog. Det er et mandsdomineret fag. Mange kvinder er ikke så glade for de hårde fag med teknik. Det er det samme med maskinmester. Det er ærgerligt.

Det tog også noget tid at komme ind på livet af folk på studiet. Mange var indadvendte, og nogle havde svært ved, at jeg var der. En sagde f.eks., at kvinder kun hører til i et køkken.

Men det lykkedes til sidst at få et godt studiemiljø op at køre. Jeg sørgede for at lave noget socialt på studiet og arrangerede bl.a. hyttetur. Jeg fik en pris for at sørge for, at der skete noget socialt.

Det er vigtigt med et godt studiemiljø, for jo bedre man kender hinanden, des bedre kan man arbejde sammen. Det giver et sammenhold.

Jeg er gift med en programmør, og jeg har mødt mange af hans venner og været med til LAN i en ombygget svinestald.

Det har hjulpet mig på job, for jeg ved, hvordan programmører er – f.eks. ret indadvendte.

Men man skal ikke give op og det er godt at have tålmodighed.

Der er kun to kvinder på min arbejdsplads, der har med teknik at gøre. Der mangler kvinder, og det er ærgerligt, for det giver meget at have begge køn. Jeg savner kvindelige tech-kolleger.

Jeg møder stadigvæk holdningen, at tech ikke er for kvinder. For nogle er det svært at have en kvinde som projektleder eller tech-lead – de tror ikke altid, at jeg kan. Men jeg er nået til, hvor jeg er, og jeg har god faglig selvtillid.”

Jeg arbejder med datadrevet energiledelse i Vejle Kommune. Jeg analyserer data i forhold til energirigtig drift og CO2-besparelser. Vi skal reducere energiforbruget og CO2-udledningen fra de kommunale bygninger. Herudover udfører jeg indeklimamålinger, teknisk bistand, osv.

Jeg startede med at læse til bygningsingeniør, men fandt ud af, at jeg ikke brændte for det. Samtidig omhandlede en del materiale energiforbrug og varmetab i bygninger, og jeg fandt ud af, at det var der, min interesse lå.

Jeg undersøgte, hvilke uddannelser, der omhandlede bygningsenergi. Det var begrænset i 2011. Jeg faldt over uddannelsen til energiteknolog i Hadsten, som kun havde kørt et semester. Jeg besluttede at søge ind. Jeg var godt bevidst om, at uddannelsen var mandepræget, men det var ikke noget, jeg så som et problem. Den største bekymring omkring at starte på studiet, var egentlig, at alle mine klassekammerater havde en håndværksmæssig baggrund, mens jeg kom fra skolebænken.

Følelsen af at skille sig ud handlede altså mere om forudsætninger end om køn.

Jeg blev taget godt imod og blev lynhurtigt en del af studiemiljøet. Vi lavede gruppearbejde, og det fungerede supergodt. Det harmonerede faktisk godt, at jeg kom med den studiefaglige(?) ballast, og de andre havde praktisk erfaring. Så det jeg så som en udfordring, viste sig egentlig at være en fordel.

Det har været en god oplevelse for mig at læse til energiteknolog, og jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det. Der har dog til tider været nogle oplevelser, hvor jeg mærker, at mit køn skiller sig ud i branchen. Der var en uheldig episode under studiet med en lærer, som sagde noget i retning af ”hør nu her lille pige”, men hvor de andre medstuderende hurtigt trådte til og sagde fra. Der var rigtig god opbakning, og jeg har hele vejen følt mig godt tilpas på holdet.

Fordi det var et nyt studie, var det svært at finde job. Arbejdsgiverne vidste ikke, hvordan de skulle bruge en energiteknolog. Jeg greb chancen, da der kom et EU-projekt for Varde Kommune. Jeg fik det og startede op, og det gav mig en masse læring. Det var tidsbegrænset, og da jeg skulle søge igen, var der begyndt at komme større søgning efter energiteknologer. Jeg kom til Horsens og var der i fem år.

Så søgte jeg lignede stilling i Vejle.

Selve afdelingen jeg er i, er meget blandet i forhold til køn. Men i teknikteamet sidder vi fem, og jeg er den eneste kvinde. Sådan har det været alle steder, jeg har været. Der begynder at komme flere og flere i andre kommuner og i branchen. Men det er stadig en mandsdomineret branche.

Jeg savner som sådan ikke kvindelige kolleger i teamet, men kan på grund af denne kønsopdeling stadig godt opleve at forskellige samarbejdspartnere, tekniske serviceledere og ældre garvede rådgivere har haft svært ved, at der kom en ”ung tøs”, der mente, hun have noget at sige.

Jeg har oplevet, hvordan de altid taler til mine mandlige kolleger, før de talte til mig, selvom jeg var projektleder. De har med tiden fundet ud af, hvad jeg kan hjælpe med. Der har ikke været noget ondt i det, og jeg er blevet behandlet pænt. Men selvfølgelig stikker man lidt ud når man er ene høne i hanegården”.