Herning

TL MidtVest

Syv måder til at stoppe med at bekymre dig over, hvad andre synes om dig

Syv måder til at stoppe med at bekymre dig over, hvad andre synes om dig

Det er menneskeligt at spekulere over, hvad andre mennesker synes om dig. Men du bør ikke bekymre dig. Her er syv måder, hvorpå du kan give dig selv lidt fred i forhold til andres meninger

Det er helt naturligt at tænke på, hvad andre synes om dig. I samarbejde med University College London har forskere fra Aarhus Universitet påvist, at andres mening har indflydelse på den måde, vi selv ser på verden. Vi glæder os, når vi er enige med dem, som vi tillægger ekspertviden.

Men hvad når det handler om den måde, som andre ser på dig på? Hvis nu de ikke synes, at du er Guds gave til verden, er det så en katastrofe? Det kan de fleste af os bruge meget tid på at spekulere over.

Drop spekulationerne. Her er syv mentale finter til, hvordan du kan slippe dine bekymringer om, hvad andre synes om dig.

1. De andre er faktisk ikke specielt interesserede i dig

Du er centrum i dit eget univers, men hold nu fast: Du er det ikke i andres. Tænk bare på, hvor lidt tid du bruger på at tænke på andre - og hvor lidt du rent faktisk dømmer dem.

I et amerikansk forskningsstudie tilbage fra 2000 blev en række mennesker bedt om at gå til en fest i en Barry Manilow-T-shirt, hvilket på det tidspunkt blev betragtet som dårlig smag og flovt, mens en anden gruppe gik med T-shirts med Martin Luther King og Bob Marley, hvilket blev betragtet som cool. I begge tilfælde overvurderede folk i voldsom grad, hvor meget andre mennesker bemærkede deres T-shirt.

Og sådan er det. Folk bemærker dig mindre, end du selv tror.

2. Fortæl dig selv en anden historie

Din opfattelse af andres tanker foregår inde i dig selv. Det er dig, der tolker på andres signaler og får det til at betyde noget bestemt.

Hvis du tolker andres signaler til at være negative mod dig, så prøv at lave en ny fortælling, som er mere positiv.

Hvis du for eksempel gør noget, som andre griner af, så er det jo ikke sikkert, at de griner af dig og synes, du er tosset. Måske var det bare den lille specifikke handling, som folk grinede af - måske var du i virkeligheden med til at gøre folks dag lidt sjovere.

Uanset hvordan du tolker en situation, har du aldrig 100 procent ret. Så du kan lige så godt tolke den positivt.

3. Mød flere mennesker

Kan du ikke lide lægens diagnose, så prøv en anden læge.

Det gælder også, hvis du synes, at der er nogen i din omgangskreds, der virker negative over for dig. Udvid din omgangskreds og få nogle flere meninger om dig.

Den eneste mening om dig, der i virkeligheden betyder noget, er din egen, og den kan du selv kontrollere.

4. Få andre til at føle sig godt tilpas

Husk, at andre også overvurderer, hvordan der bliver set på dem. Derfor kan deres adfærd ofte indeholde elementer af usikkerhed.

Hvis du derfor kan få andre til at slappe af og føle sig godt tilpas, kan du derfor være ret sikker på, at de kan lide at være i dit selskab.

Forskning viser, at vi alle er tilbøjelige til at skue hunden på hårene. Og da folk ofte giver udtryk for at være gladere, end de egentlig er, risikerer du at sammenligne dig med folk, der virker lykkeligere og mere succesfulde, end de reelt selv føler sig. Og det kan let, men altså fejlagtigt, få dig til at føle, at du har det dårligere end andre.

Tænk over, hvad du kan gøre for at få andre til at føle sig godt tilpas, og du vil opdage, at dine egen bekymringer bliver mindre betydningsfulde.

 

5. Kontroller din egne tanker, ikke andres

Du kan alligevel ikke styre, hvad andre tænker, så brug al din energi på at styre, hvad du selv tænker.

Det er et enkelt, men meget kraftfuldt råd. Her på Jobfinder har vi tidligere beskrevet, hvad succesrige mennesker gør anderledes end flertallet. En af tingene er at koncentrere deres indsats omkring det, de har kontrol over eller indflydelse på.

Når du lærer at bruge dine kræfter der, hvor de kan gøre en forskel, bliver du gladere.

6. Du kan ikke være venner med alle

Kender du historien om æslet og de to venner? Først red de to venner på æslet sammen, og folk kaldte det dyrplageri. Så red den ene på æslet, mens den anden gik ved siden af, og rytteren blev kaldt egoistisk. Det ændrede sig ikke, selv når de skiftede plads. Til sidst gik de begge ved siden af æslet, og folk grinede af dem, fordi de ikke vidste, hvordan man rider på et æsel.

Moralen er selvfølgelig, at lige meget hvad du gør, så vil folk dømme dig - nogle endda negativt. Og de vil gøre det uden at kende den fulde historie.

7. Det er o.k. at tænke over dit ry

Der er ikke noget galt med at spekulere over, hvordan andre opfatter dig. Trods alt er det vigtigt for dine muligheder i livet, hvordan andre ser ser på dig.

Du skal blot ikke lade dine spekulationer overvælde dig.

Nøglen er at tage dig mere af, hvad du selv tænker om dig selv, end hvad andre gør.