Artikel | 21. september 2016

Fynsk tekniker bygger krigsskibe i Canada

Teknikeren #04 2016
Tekst: Jesper Krusell Foto: Gary Brinton

”Min makker og jeg kører i en Ford Mustang GT 5.0 med 435 heste, og vi har hver vores lejlighed på The Waterfront. Det er faktisk vild luksus,” fortæller Lars Nørregaard på en telefon.

Ikke fra Halifax, hvor han arbejder på et projekt for det canadiske forsvar, men fra hjemmet i Odense, hvor han er hjemme for at besøge sin kæreste og to døtre.

Dem har han siden 4. januar ellers primært set via Skype fra sin lejlighed eller kontoret på den canadiske østkyst, hvor han hjælper Irving Shipbuilding ved at bygge dansk knowhow ind i et patruljeskib, som Canadas flåde skal bruge til afpatruljering af det arktiske område.

Lars Nørregaards ansvarsområde er skibets el-design, og projektet er af temmelig omfattende karakter – selv for en rutineret tekniker som Lars, der er ansat i Caverion og udlånt til Odense Maritime Technology (OMT) som subcontractor.

”Skibets 3D-model er en af verdens mest avancerede, og hele projektet er ret vildt. I Caverion og OMT har vi masser af erfaring med den type projekter, men Irving Shipbuilding er et forholdsvis ungt værft, og de er ikke vant til at bygge så store skibe,” siger Lars, der er kommet ind i projektet i designfasen.

”Først blev stålet bygget op, og da der så skulle puttes ting ind på hylderne, blev jeg koblet på. Jeg har været inde over kabelbaner, tavler, beslag, typen af kabelbakker og så videre. Noget af det kan lyde banalt, men det er faktisk enormt komplekst. Modellen er så stor, at det er ekstremt vanskeligt at bevare overblikket over, hvor tingene egentlig ligger i skibet. Og det overblik er afgørende at have,” siger Lars Nørregaard.

Tiltrukket af teknik

Lars er fynbo, og det var også på det ikoniske nordfynske skibsværft Lindøværftet, at han i 1994 blev ansat som klejnsmed. I 2004 begyndte værftet at arbejde i 3D, og med tiden gjorde Lars det samme. Da det i slutningen af 00’erne stod klart, at Lindø måtte lukke, var det tekniker-verdenen, der trak, og klejnsmeden valgte at læse til teknisk designer.

”Jeg opdagede, at jeg brændte for at sidde på en tegnestue, og siden har jeg arbejdet med teknisk design i den maritime verden, jeg allerede kendte så godt fra Lindø,” siger Lars Nørregaard, som blandt andet har arbejdet på projekter for det danske forsvar.

Og det er netop danske fregatter, der har inspireret canadierne i deres søgen efter det rette fartøj til de arktiske opgaver. Derfor var det Lars’ dør, chefen bankede på midt i 2015, da Caverion skulle levere to mand til opgaven på den anden side af Atlanten.

”Han spurgte, om det var noget, jeg kunne tænke mig, og det første, jeg spurgte ind til, var, hvor længe det skulle vare. Jeg har jo min kæreste gennem 20 år og vores to døtre på 13 og 16, men på den anden side virkede den faglige udfordring spændende, så efter rådslagning med dem derhjemme sagde jeg ja,” siger Lars Nørregaard.

Op til 65 timer om ugen

Når Lars Nørregaards vækkeur ringer en mandag morgen kl. 5.45, ligner morgenritualet det, han har i Odense.

Køreturen fra lejligheden og ind til Irving Shipbuildings nybyggede kontorer og produktionshal foregår sammen med kollegaen André, som Lars har kendt gennem mange års samarbejde på Lindøværftet.

Turen tilbagelægges i et muskelbundt af en Ford Mustang, som er et billede på de muligheder, de anderledes rammer giver. Nogle af goderne ved at arbejde i et andet land er ud over en lækker bolig og en stor bil, højere løn og en masse oplevelser. Prisen er – ud over savnet af familien – en markant længere arbejdsuge. 

”Vi arbejder typisk fra 7 til 17 fra mandag til lørdag, og så har jeg en opgave med at lave opdateringsrapporter på nogle kabler, som jeg kigger på hver aften. Det løber hurtigt op i en arbejdsuge på 60-65 timer, så søndag aften har jeg brug for lige at koble af,” siger Lars Nørregaard, som ellers mener, at det er nemt at falde ind i den canadiske kultur, der ligner den danske – sådan da.

”Efter lidt tid blev vi danskere prikket på skulderen og spurgt, om vi egentlig var klar over, at der var dresscode. Det var vi ikke, og vi havde ikke lige pakket pæne sko og masser af skjorter, da vi som udgangspunkt går lidt mere casual klædt derhjemme, og vi havde alle sammen cowboybukser på. Der kom en officiel melding ud til hele arbejdspladsen, hvor alle blev bedt om at stramme op, og jeg måtte ud og købe nogle skjorter og et par sko. Men det med cowboybukserne har de valgt at se igennem fingre med,” griner Lars.

Ro på hjemmefronten

Selvom arbejdet fylder en meget stor del af ugen ud, har opholdet i Canada givet Lars en masse oplevelser på den personlige konto. 

”Jeg får faktisk energi af at gå på arbejde, fordi ingen dage er ens, og fordi jeg veksler mellem at sidde på kontoret og være på besøg i produktionen. Og når jeg har fri, har vi danskere et godt sammenhold og tager på ture, går i biografen og spiser ude sammen. Det er en universitetsby, som på mange måder ligner Odense, og vi bor endda i den lækre del,” siger Lars Nørregaard, der understreger, at tingene kun kan hænge sammen, fordi der er opbakning på hjemmefronten.

”Uden mine pigers accept ville det slet ikke fungere. Jeg var faktisk lidt i tvivl, om jeg skulle tage af sted, for kort efter afgangen skulle min ældste datter opereres for et sprængt korsbånd, og min yngste er jo kun 13. Men de var begge to helt afklarede med, at jeg tog afsted, og den mindste pegede selv på, at vi kunne tale sammen hver dag over Skype. På den måde er verden jo lille,” siger Lars Nørregaard, som forlader Halifax igen 1. juli.

Mustangen bliver i Canada.