Maskintekniker Morten Liborius bliver dagligt udfordret på sin faglighed. Hans arbejde består nemlig i at hjælpe et hold forskere med at udvikle fremtidens supercomputer.

Tekst: Britt Esrom Foto: Thomas Steen Sørensen

Morten Liborius bevæger sig hjemmevant rundt i det lille laboratorium. Midt i lokalet står et kæmpestort anlæg i skinnende stål med et virvar af slanger og ledninger. Nogle vakuumpumper udsender en dyb brummen for at holde det helt rigtige tryk i anlægget. Man skal tale højt for at trænge igennem støjen.

Laboratoriet er en del af Center for Quantum Devices på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Det er Morten Liborius’ arbejdsplads. Han kender hver en ventil og møtrik på anlægget. Det er nemlig ham, der holder det ved lige og bygger til.

For øjeblikket er han i gang med at samle et såkaldt pådampningskammer, som han har tegnet efter forskernes ønsker. Det er målet, at det nye kammer skal bringe forskerne tættere på et gennembrud i forsøget på at udvikle fremtidens supercomputer – også kaldet en kvantecomputer. Men lige nu handler det stadig om grundforskning.

”Jeg er forskernes medhjælper. De kommer med forskellige ideer til, hvilke teorier de vil afprøve, så er det min opgave at undersøge, hvordan det teknisk kan lade sig gøre – og så tegner og bygger jeg instrumenter, som de skal bruge,” siger maskintekniker Morten Liborius.

Uundværlig teknik

På den anden side af gangen ligger Morten Liborius’ kontor, som han deler med tre andre. 

Omkring halvdelen af arbejds­tiden blive brugt her. Resten af tiden løser han opgaver på centerets ­laboratorier rundt omkring på Niels Bohr Instituttet.

”Det her er pådampningskammeret, som jeg og en ingeniør er ved at samle,” siger Morten Liborius, mens en 3D-tegning svæver midt på skærmen. Det er det kammer, som han netop har vist frem på laboratoriet.

Kammeret er en vigtig brik i forskernes arbejde. De forsøger nemlig at få kontrol over elektronernes bevægelse. For hvis de kan det, så er en kvantecomputer kommet tættere på.

”Man skal jo passe på med, at det ikke bliver kejserens nye klæder, men hvis det lykkes forskerne at kontrollere elektronerne og kvantemekanismerne, så kan man måske skabe en computer med enorme mængder regnekraft,” siger Morten Liborius og fortsætter:

”Det betyder, at den vil kunne udregne enormt komplekse regnestykker, som i dag tager rigtig lang tid at beregne – eller som er helt umulige at beregne.”

Nye opgaver hver dag

For at nå nærmere et gennembrud udfører forskerne blandt andet test på såkaldte nanotråde, der er en slags halvlederanordning med tænd/sluk-funktion.

Trådene er så små, at elektroner har meget begrænset plads at bevæge sig på. Det er godt, for så er det nemmere at udføre forsøg med at kontrollere elektronerne.

I det nye pådampningskammer kan forskerne tilføre ekstra lag af forskelligt materiale på nanotrådene for at se, hvad der virker bedst i forhold til elektronerne.

”Vi har allerede nogle pådampningsanlæg, men de er fysisk adskilt fra det sted, hvor man dyrker nanotrådene. Derved udsætter man også nanotrådene for atmosfærisk luft, der kan have dårlig indflydelse på testene,” siger Morten Liborius og fortsætter:

”Det nye pådampningskammer er en forlængelse af et større lukket vakuumsystem, der forhindrer nanotrådene i at blive udsat for atmos–færisk luft.”

Morten Liborius er godt klar over, at forskernes arbejde lyder temmelig langhåret for de fleste.

”Altså, det er jo fysik på højt plan. Mange af forskerne synes selv, at det er kompliceret – og jeg er jo bare tekniker,” siger Morten Liborius og smiler.

Men for ham er det netop også det særlige miljø, der giver nogle helt unikke udfordringer som tekniker.

”Vi arbejder på grænsen af det umulige. Der er ikke rigtigt nogen, som har gjort det her før os. I hvert fald ikke på samme måde. Så jeg laver stort set noget nyt hver dag. Der er nærmest ingen kopier, kun enkeltstyksproduktioner.”

Flere penge, flere muligheder

Det er ikke kun de 150 ansatte og studerende på Center for Quantum Devices, som synes, at forskningen er interessant. For eksempel har softwaregiganten Microsoft postet mange penge i projektet, fordi de vil være helt tæt på udviklingen af en kvantecomputer. Så tæt at de faktisk også skal have deres eget laboratorium på universitet.

Microsofts økonomiske indsprøjtning har også betydning for Morten Liborius. For eksempel er han nu blevet fast tilknyttet projektet, og han har også fået større frihed i sit arbejde.

”Vi har vores eget værksted på universitetet, der dog i perioder har enormt travlt, men fordi vi har fået flere ressourcer, så kan jeg få lavet flere ting ude i byen,” siger Morten Liborius.

Skaber selv rammerne

På 4. sal ligger endnu et laboratorium. Et aflangt lokale med arbejdsstationer bestående af klynger med skriveborde og computere. Fra loftet hænger nogle store, hvide rør ud for hver arbejdsstation, der måler cirka fire meter i længden og en meter i bredden. Det er cryostater.

”Forskerne og de studerende placerer deres nanotråde i selve cryostaten, der køler dem ned til næsten -273,15 grader. Det er den optimale temperatur, når du skal teste,” siger Morten Liborius.

Cryostaterne er købt ude i byen, men det er ham, der har konstrueret og samlet holderne til cryostaterne, der er fastgjort til i loftet.'

Indtil videre er Morten Liborius den eneste maskintekniker i afdelingen. Derfor har han også rigeligt med arbejdsopgaver, som han skal prioritere.

”Man skal være rigtig god til selvledelse, for der er nærmest ingen rammer. Ofte kommer de studerende og forskerne ind på kontoret og spørger, om jeg ikke kan hjælpe med den ene eller anden opgave. Når man så har gang i mange opgaver, så skal man altså lige vide, hvilke opgaver der skal laves nu, og hvilke der kan vente.”

Men selvom det kan være en stor mundfuld at skabe sine egne rammer, så giver det også stor værdi:

”Det er motiverende, at jeg i så høj grad kan styre mine egne projekter. Det gør, at jeg føler mig fri. Og det betyder også, at hvis jeg for eksempel skal vide mere om et bestemt materiale eller nogle termiske forhold, så kan jeg bruge to dage på at læse en bog – uden nogen sætter spørgsmålstegn ved det.”