Hvis du har en halv million kroner i overskud, skulle du måske overveje en industriel iscrememaskine. I mere end 25 år har elektroniktekniker Jørgen Ovesen fremstillet ismaskiner til hele verden.

Teknikeren #03.2015
Tekst: Morten Terp

I mere end 25 år har Jørgen Ovesen sørget for, at ishungrende over hele kloden har kunnet nyde pinde- og vaffelis.

Som elektroniktekniker på Gram Equipment i Aarhus står han for at lave de industrielle iscremefrysere, der sprøjter is ud på samlebånd.

”Jeg konstruerer styring til vores frysemaskiner. Det vil sige, jeg designer og lave diagrammer og programmer til dem. Det er procesmaskiner, der ofte arbejder kontinuerligt 24 timer i døgnet og fremstille mellem 600 og 3.000 liter is i timen,” fortæller Jørgen Ovesen. 

En iscremefryser er en skrabevarmeveksler, hvor den flydende ismix omdannes til iscreme. Derefter kan der blandes ingredienser i ved hjælp af en ingredient feeder. Iscremen sendes derefter til en fyldemaskie, hvor den fyldes på bæger, vaffel etc. og toppes med drys, chokolade eller andet. 

Den færdige is chokhærdes i en frysetunnel, hvor temperaturen ligger på omkring -40C. Til sidst emballeres produktet og er klar til at blive kørt på kølelager. 

LÆS OGSÅ: Vind 500 kr. til is - løs rebussen

To store udfordringer At lave iscrememaskiner er en kompliceret proces, hvor Gram Equipment er en af de største spillere internationalt set. Det kræver løbende udvikling at fastholde positionen. 

”Vi har to store udfordringer. Først og fremmest skal vi hele tiden optimere maskinerne både på kvalitet og pris, for
der er et højt omkostningsniveau i Danmark, så vi er nødt til at levere bedre kvalitet kvalitet end udlandet kan,” forklarer Jørgen Ovesen. 

”Dernæst har vi en udfordring med, at mange af de gamle operatører på fabrikkerne går på pension. De nye operatører har ikke den samme viden, og derfor er vi nødt til at gøre maskinerne mere intelligente og simplere at bruge,” siger Jørgen Ovesen. 

100 dage på farten
Stort set alle iscrememaskiner fra Gram Equipment eksporteres til udlandet. Det betyder, at Jørgen Ovesen ofte er på farten. 

”Jeg rejser cirka 100 dage om året. På en fabrik i England har jeg mit eget nøglekort, så jeg kan komme og gå, og jeg har fået venner i hele verden. Jeg nyder at rejse, for du møder så mange mennesker og kulturer,” fortæller Jørgen Ovesen, der sørger for installation og opstart af iscrememaskiner samt oplæring af operatører.

For nogle år siden fik de en usædvanlig opgave i Asien, der krævede ekstra hjernevrid. 

”En af vores kunder i Asien spurgte, om vi mon kunne få en iscremefryser til at lave håndlotion i stedet for. Og det lykkedes! Vi ombyggede en af vores iscrememaskiner, så nu står den og laver håndcreme i Asien,” lyder det fra Jørgen Ovesen. 

Magnum Classic er favoritten
Og hvis du spekulerer over, hvilken is, man foretrækker, hvis man har fremstillet iscrememaskiner i 25 år, så får du svaret her:

”Min yndlingsis er en Magnum Classic. Ren vanilleis med chokoladeovertræk.”