Artikel | 18. maj 2017

Fra plastflaske til Polyester

H&M’s nye kollektion Conscious Exclusive er fremstillet af genbrugspolyesteren ’Bionic’. Bionic er lavet af den plast, der ligger og flyder ved verdens kyster. H&M’s signatur style er denne plisserede aftenkjole lavet af genbrugspolyester.

Tekst: Katrine Irminger Sonne

Hvordan genanvender man plastikflasker? Det ved Anette Werner. Hun er ansat som seniorkonsulent på Teknologisk Instituts afdeling for Tekstil og Møbler, hvor de blandt andet tester tekstiler, som er lavet af polyesterfibre og garner fremstillet på basis af genbrugte plastflasker.

Plastflasker er  lette at genbruge
”Først bryder man flaskerne ned i små plastchips og smelter dem til en tyktflydende masse. Den presser man ud gennem noget, der minder om et fint bruserhoved, og på den måde kan man spinde kilometer lange fibre, som bruges igen,” fortæller Anette Werner.

Plastflaskerne er oprindeligt fremstillet af polyetylen, som er i familie med polyester. Det smeltes ved 235-260 C og er let at genbruge.

Hidtil har man fremstillet polyester på basis af råolie, men det er en begrænset ressource.

”Når man genbruger et materiale, som ellers ville forurene, så er der mange fordele. Det er klart, at man ikke på helt samme måde har kontrol over råmaterialet, fordi det netop er affald, men eftersom det er plastflasker, som er lavet af polyetylen og de er godkendt til fødevarer, burde det ikke indeholde kemiske forbindelser, som er skadelige – men det er noget, vi er meget opmærksomme på,” siger hun.

God samvittighed
I og med at polyesteren er et genanvendt produkt, er den knap så stærk, som hvis den er lavet på råolie. Det kan der dog kompenseres for.

”Der findes møbelstoffer, som er meget stærke og lavet af ren recirkuleret polyester. Men hvis man vil forstærke dem yderligere, kan man spinde for eksempel bomuld eller uld rundt om fibrene.”

Men betyder det, at man med god samvittighed kan købe en ny sofa eller en ny kjole – produceret af gamle flasker?

”Alle produktioner forurener, det kommer man ikke uden om – i processen tilsættes forskellige kemiske hjælpemidler og farvestoffer. Men når man tager et eksisterende affaldsmateriale, sparer man råolie – og det gør i høj grad de færdige produkter mere bæredygtige,” siger Anette Werner.