Nyt tegneprogram til beton
Programmet, der er udviklet i samarbejde med Tekla, gør det muligt at få overblik over detaljer inden betonelementerne støbes. Foto: Ambercon.
Tekst: Anders Ryhauge
"Forestil dig en stor værktøjskasse, hvor vi har udviklet en helt masse byggeklodser. I programmet kan vi få alle dele med, så vi kommer meget tættere på det rigtige element på tegnestadiet,” siger Karin Thuesen Pedersen, senior projektchef og arkitekt m.a.a. hos Ambercon i Støvring.
Betonelementfabrikken laver overvejende komplicerede facadeelementer til storbyggerier til bolig og erhverv. Mange moderne boligprojekter har store glasvinduer til vinduer og døre, som gør det meget udfordrende at få plads til alt det, et facadesandwichelement skal indeholde, forklarer hun:
“Der er frygteligt meget i et betonelement nu om dage. Med programmet kan vi i virkeligheden kigge på det samlede element og langt bedre vurdere, om det kan lade sig gøre eller ej. Normalt tegner vi elementer op et ad gangen, så vi til sidst har lavet en hel facade. Men nu kan vi modellere hele huset op i 3D og kigge ind i væggene, ligesom hvis det var et legohus, men hvor man ser ind i legovæggene.”
Tekla har leveret softwaren, mens ingeniører, tegnere og produktionsansvarlige internt i Ambercon har været involveret i udviklingsprocessen. For nylig støbte de det første hele projekt af sandwichfacadeelementer optegnet i programmet til et stort industribyggeri.
“I programmet kunne vi modellere bygningen ind med alle nødvendige forhold i elementerne, og derefter trække alle relevante elementtegninger ud på én gang, og så stod vi faktisk klar med alt, før vi skulle i gang med at støbe,” siger hun.
Med programmet kan Ambercon se en masse på tegneniveau og derfor meget tidligt tage dialogen med kunder, hvis der er udfordringer.
“Det giver noget i kvaliteten, at vi bliver endnu bedre til at kigge på kompleksiteten i elementer, samtidig med at vi kan planlægge meget mere effektivt.”