Finansministeriet vil forlænge de statsansatte arbejdsuge med to en halv time – uden ekstra betaling. TL og en samlet fagbevægelse protesterer.

Tekst: Henrik Ploug

Retten til betalt frokostpause skal inddrages, så de statsansatte fremover kommer til at arbejde to en halv time længere om ugen - uden ekstra i lønningsposen.

Det bliver konsekvensen, hvis Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet får held med at definere frokostpausen som et personalegode.

”Men frokostpausen er ikke et personalegode. Den er en del af den samlede overenskomst for de statsansatte,” siger TL’s formand, Lone Engberg Thomsen.

Hun er fortørnet over, at de statslige arbejdsgivere forsøger at fjerne den betalte frokostpause uden forhandling.

”De statslige arbejdsgiver forsøger at snige forringelser af medarbejdernes vilkår ind af bagdøren. Dermed sætter de den danske model ud af spil. Og det kan vi selvfølgelig ikke gå med til,” siger Lone Engberg Thomsen.

Hun ser Moderniseringsstyrelsens udspil som en spareøvelse:

”Regeringen kan vælge at spare. Men hvis den tror, at besparelserne skal finansieres ved at forringe vores medlemmers vilkår, så tager den fejl. Det går vi ikke med til,” siger Lone Engberg Thomsen.

Om få måneder skal der forhandles overenskomst mellem staten og CFU, der er lønmodtagernes organisation for de statsansatte. 

CFU og Finansministeriet udveksler krav den 15. december 2017.