Nyhed | 13. april 2018

LO og FTF samles i historisk hovedorganisation

TL's forbundsformand Lone Engberg Thomsen foran Odense Koncerthus, hvor LO og FTF i dag besluttede at danne en ny hovedorganisation.

 

Tekst: Morten Terp

1,5 mio. lønmodtagere står fremover sammen i en fælles hovedorganisation, der samler alle forbund fra LO og FTF.

Det står klart efter dagens to kongresser i netop LO og FTF.

”Jeg er utrolig glad. Det er en historisk, at vi nu får en hovedorganisation, der samler 1,5 mio. lønmodtagere. Vi kommer til at stå stærkt, når vi forhandler med arbejdsgivere og vores politiske indflydelse vil øge. Det bliver helt afgørende i fremtiden,” siger Lone Engberg Thomsen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund.

Nye samarbejder

Den nye hovedorganisation kan også vise sig at byde på bedre muligheder for samarbejder med andre forbund.

”For os i TL vil det åbne op for nye samarbejdsmuligheder. Vi har mange med en erhvervsuddannelse, men vi har endnu flere med en kort- eller mellemlang videregående uddannelse, som der også er mange af blandt FTF’s forbund,” siger Lone Engberg Thomsen.

Den nye hovedorganisation er en realitet fra 1. januar 2019.