Offentligt ansatte skal også have del i den økonomiske fremgang. Ellers bliver der ingen aftale, mener TL.

Lone Engberg Thomsen, forbundsformand i TL.

Tekst: Morten Terp

Forhandlingerne om nye overenskomster for offentligt ansatte lader vente på sig.

Løn er en af knasterne ved forhandlingsbordet, men det burde det ikke være ifølge TL.

”Der skal reallønsstigninger på bordet. Længere er den ikke. Ligesom de privatansatte, så skal de offentligt ansatte også have del i den økonomiske fremgang, vi har,” siger Lone Engberg Thomsen, formand for Teknisk Landsforbund.

Risiko for at sakke bagud

Hun forudser, at det vil være sværere at tiltrække medarbejdere, hvis lønningerne ikke stiger i samme takt som i det private.

”Lønningerne på det private og det offentlige område følges fint ad, men der er en reel risiko for, at de offentlige lønninger sakker bagud, hvis ikke der kommer pæne lønstigninger. Det er slet ikke det, vi har brug for i det offentlige, hvor det på mange områder kan være svært nok at tiltrække nye medarbejdere,” siger Lone Engberg Thomsen.

Foruden lønnen er der uenighed om den såkaldte reguleringsordning, der gør, at offentlige ansatte ikke stiger mere i løn end ansatte i det private. Samt om retten til seniordage på det kommunale og regionale område.

Læs Det sker der i tilfælde af konflikt

Du kan følge overenskomstforhandlingerne på www.tl.dk/ok18.