Lærernes Centralorganisation melder, at KL er villige til at indgå reelle forhandlingerne om lærernes arbejdstid. Det betyder, at alle de andre overenskomstforhandlinger - som har været sat på pause i en måned – nu kan gå i gang.

Før jul 2017 meldte en samlet fagbevægelse ud, at man ikke ville begynde overenskomstforhandlinger på det offentlige område, før lærerne fik indflydelse på deres egen arbejdstid.

Lærernes formand, Anders Bondo, har nu meldt ud, at der er reelle forhandlinger med KL om lærernes arbejdstid, og det er startskuddet til, at alle de andre organisationer kan begynde at forhandle.

”Det glæder mig, at vi i TL nu kan begynde på vores forhandlinger. Alt har stået stille den seneste måned, og derfor har vi alle sammen bare siddet og ventet på, at der skulle komme et gennembrud hos lærerne,” siger Karen Poulsen, der er TL’s forhandlingschef.

Kommende forhandlinger
I den kommende tid begynder forhandlingerne på både det kommunale, det regionale og det statslige område.

Forhandlingsfællesskabet mødes fredag med KL. Her vil de generelle krav blive præsenteret. Det kommer blandt andet til at handle om fritvalgsordning, ligeløn samt et lønløft til faggrupper med de laveste lønninger.

TL’s specielle forhandlinger går også snart i gang, og i den kommende tid vil der blive holdt en række møder indenfor TL’s områder.

”Vi skal blandt andet tale om et løft af reallønnen, fritvalgsordning for flere faggrupper samt kompetencefonde, som giver vores medlemmer bedre mulighed for efteruddannelse,” fortæller Karen Poulsen.

Du kan følge overenskomstforhandlingerne på www.tl.dk/ok18.