440.000 ansatte i staten, kommunerne og regionerne lockoutes fra 10. april.

Tekst: Morten Terp

Den seneste uge har fagforeninger med offentligt ansatte varslet strejker med virkning fra 4. april, efter at forhandlingerne om nye overenskomster er brudt sammen.

I dag kom modsvaret fra arbejdsgiverne.

De har varslet lockout for 440.000 ansatte i staten, kommunerne og regionerne med virkning fra 10. april.

En lockout betyder, at arbejdsgiverne sender dig hjem uden løn.

Præcis hvem der lockoutes er pt. uvist, men du kan følge med på tl.dk/ok18, der bliver opdateret løbende.

LÆS OGSÅ: Spørgsmål og svar om konflikten

”Vi varslede strejke, fordi vi desværre ikke har kunnet forhandle os til en løsning. Vi ønsker, at offentligt ansatte - på samme måde som privatansatte - skal have del i den økonomiske fremgang i samfundet. Det er fair, og det er nødvendigt, for at det stadig skal være attraktivt at være offentligt ansat,” siger Lone Engberg Thomsen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund.

Lockout vil ramme alle i Danmark

Lockouten omfatter 120.000 ansatte i staten, 250.000 ansatte i kommunerne og 70.000 ansatte i regionerne. 

Dermed vil store dele af den danske velfærd bryde sammen, hvis en lockout bliver en realitet.

Dog er bl.a. tjenestemænd ikke omfattet af en konflikt, og der vil være et nødberedskab, så samfundskritiske funktioner opretholdes.

”Jeg håber, arbejdsgiverne vil indgå i reelle forhandlinger om fair løn- og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte. Vi er klar til en lockout, men vi er selvfølgelig kede af, at den vil gå ud over rigtig mange mennesker,” siger Lone Engberg Thomsen.

Følg forhandlingerne på tl.dk/ok18

LÆS OGSÅ: Se hvor der kan udbryde strejke

LÆS OGSÅ: ”Der skal reallønsstigninger på bordet”