3D-print møder havets bund
Det er godt to år siden, at den verdensberømte arkitekt Zaha Hadid døde.
Ikke desto mindre fortsætter hendes arkitektfirma med at producere alt fra prestigebyggerier til møbler.
Det gælder blandt andet stolene Bow og Rise, hvor Zaha Hadid Architects har efterlignet økosystemer under vandet med koralformationer.
De er produceret i nedbrydeligt bioplast fremstillet af ingredienser som majsstivelse, der gør dem både lette og robuste.
Mens ’Bow Chair’ har lilla og sorte nuancer, har stolen Rise en blå grundfarve, som stiger op, bliver til hvid og ender med en gulddetalje på toppen af sædet.
Stolene er del af en kollektion på i alt fire 3D-printede stole.
Den samlede kollektion hedder ’Brave New World’, (’Fagre nye verden’, red.) baseret på en roman af samme titel fra 1930’erne skrevet af Aldous Huxley.
Ud over ’Bowe Chair’ og ’Rise’ består serien af ’Robotica TM’ - en stol designet af britiske Ross Lovegrove.
Herudover ’Peeler Chair’ designet af Londonarkitekten Daniel Widrig, skriver dezeen.com.