1376 Shenzhen Natural History Museum View 02 Aerial 02 Rendering 3XN 1800

3XN bag kæmpe museum i Kina

Byggeri Danske 3XN har sammen med canadiske B+H og kinesiske Zhubo Design vundet konkurrencen om at designe et nyt naturhistorisk museum i Shenzhen i Kina.

Museet, der på projektstadiet har fået navnet Delta, skal opføres ved Yanzi-søerne i Pingzhandistriktet i Shenzhen. Fokus skal være på formidling af egnens udvikling og økologi i et globalt perspektiv.

Det i alt 100.000 kvadratmeter store museum bliver udformet som en flod, der bruser gennem landskabet. På taget skal etableres en park, der fremhæver bygningens organiske former og skaber en glidende overgang mellem det naturhistoriske museum og den levende, omgivende natur.
Ved hvert sving bliver der etableret udsigtspunkter, så besøgende kan nyde udsigten over søerne og en omgivende park.

Juryen begrunder blandt andet valget af Delta med ordene:
”Deltas koncept er meget kreativt. Den kontinuerligt skrånende facade med parken på taget skaber en kontinuerlig volumen og rumlig oplevelse... Bygningen fanger den unikke atmosfære ved floden og bruger vandets tidløse kvalitet som designkoncept... Forbindelsen mellem funktion, sted, koncept, struktur, materiale og rum er meget klar”.

Der er endnu ikke sat dato på byggestart.

3XN har tidligere stået bag en lang række internationale projekter, blandt andet Sydney Fish Market og Quay Quarter Tower i Sydney, Australien.

Du kan læse mere om projektet her.