Face Shield Coronavirus Joe Doucet Dezeen 2364 Col 4
New York-designeren Joe Doucets bud på en ansigtsmaske med indbyggede solbriller. Fordi den dækker både øjne, næse og mund, minder den i beskyttelsesfaktor om det udstyr, som sundhedsmedarbejdere bruger. 

Ansigtsmasken er blevet et mode-statement

Design Store brands som Gucci, Fendi og Louis Vuitton har alle brugt ansigtsmasken som en del af kampen mod corona. Det samme gælder mindre designere, der tænker i nye baner for at beskytte mod COVID-19. Men det handler ikke kun om et fashion statement - det handler også om at vise, at man tager hensyn, mener kommunikationskonsulent.

Da sangeren Billie Eilish mødte op til Grammy Award med en ansigtmaske designet af Gucci, gik billedet verden rundt.

Siden har en række andre designere arbejdet med ansigtsmasken og andre typer ansigtsbeskyttelse, som både skal være dekorative, beskytte og give udtryk for, at man viser hensyn.

Det gælder også New York-designeren Joe Doucet, som efter eget udsagn har designet en mindre "ubehagelig og akavet" ansigtsskærm.

Masken, som er skabt med 3D-værktøjer, består af et gennemsigtigt skjold, som også indeholder solbriller. Fordi den dækker både øjne, næse og mund, minder den i beskyttelsesfaktor om det udstyr, som sundhedsmedarbejdere bruger. 

"Indtil det er bekræftet, at der er effektiv vaccine, og den er udrullet globalt, er vi alle nødt til at integrere former for social distancering i vores daglige rutiner," siger Joe Doucet ifølge Dezeen.com

Modestatement - og samfundssind
Ligefrem et skjold er det nok de færreste, der har planer om at påføre sig.

Designede masker i alverdens farver og mønstre er til gengæld gået hen og blevet et mode-statement, og lige nu boomer salget af masker, skriver kommunikationskonsulent Manou Messmann i en artikel på Kommunikationsforum.

“For et halvt år siden havde de færreste forudset et boom i salg af ansigtsmasker. Men det er nu realiteten i en verden, hvor vi skal beskytte os mod sygdomme som COVID-19,” skriver han og fortsætter:

“Men vi køber dog ikke udelukkende ansigtsmaskerne for at beskytte os selv. Ansigtsmasken har tilegnet sig en stærk symbolsk betydning gennem COVID-19-krisen. Og denne symbolske værdi er efterspurgt hos både brands og forbrugere. Når du bærer ansigtsmaske, sender du ikke længere et signal om, at du arbejder på et hospital og er på vej ind til en galdestensoperation. Det at bære en ansigtsmaske i dag fortæller, at du er hensynsfuld, du tænker på andre end dig selv, du udviser ansvarlighed, solidaritet og samfundssind. Du tænker simpelthen ud over egen næsetip.”

Modehuse deler masker ud
Også store modehuse som Prada, COS og Zara har ønsket at vise samfundssind ved at bruge deres produktionsapparat til at fremstille neutrale bomuldsmasker til sundhedspersonale.

Gucci sagde i starten af pandemien, at man ville donere over en million masker til Italien, mens ejerne af Zara og Mango har udtalt, at man ville distribuere to millioner masker fordelt over Spanien, skriver Dezeen.

Om masken for alvor slår igennem herhjemme, vil tiden vise. Men hvis det er den, der gør forskellen på, om vi må komme ud og nyde foråret, eller om blive derhjemme, er der næppe den store tvivl om, at den har potentiale til at slå igennem.