1800Px Frederik Storm Fotocredit Martin Fält
Visuel redaktør Frederik Storm, DR.

"Ansøgerne skal vise, at de vil det her"

HR-Chefen Det er ikke nok at være visuel stærk grafisk designer, hvis du skal lande et job på DR’s visuelle redaktion. Motivation, personlighed og samarbejdsevner er i første omgang det allervigtigste, fortæller visuel redaktør Frederik Storm.

”Vi får rigtig mange ansøgninger, og derfor begynder vi altid med at grovsortere ud fra kandidaternes cv.

Vi sorterer efter, hvilken uddannelse ansøgeren har og deres erfaring. Ansøgerne kan have meget forskellige baggrunde, og der er nogle uddannelser, som er mere målrettet det, som vi laver, end andre.

Nogle uddannelser er for akademiske og teoretiske og for lidt hands-on. Men meget af det, som vi laver, er så specialiseret, at man ikke lærer det på skolerne – men det lærer man så her hos os.

Når vi læser selve ansøgningen, kigger vi først og fremmest efter ansøgerens personlighed og motivation for at søge job hos os. Har de sat sig ind i, hvad vi laver, og har de tænkt over, hvad de selv kan byde ind med? Det er vigtigt, de viser, at de vil det her.

Ansøgerens samarbejdsevner spiller også en meget stor rolle, og vi ser efter, om der er tale om et åbent menneske, som kan lytte til andre, og som selv har noget at byde ind med. Vi ser også efter, om de har været vant til at være på en journalistisk redaktion eller noget lignende.

Der er en lidt speciel arbejdsform på en redaktion som vores, hvor det går hurtigt, og man skal samarbejde med journalisterne. Man skal være interesseret i verden omkring en og kunne formidle historierne til danskerne.

Det allersidste, som vi ser på, er faktisk ansøgerens visuelle kompetencer og portfolio. Vi sorterer mange ansøgere fra, som er visuelt virkelig dygtige, men de mangler de andre kompetencer. Men selvfølgelig kigger vi også på, om ansøgerens visuelle faglighed er i orden.”