Bæredygtighed kræver fælles retning

Vi står midt i en bæredygtig omstilling på byggeområdet, og det skaber store udfordringer. For hvordan sikrer man en bæredygtig proces hele vejen fra tanke til færdig bygning – og endnu længere ind i fremtiden?

I en stadig strøm af nye muligheder, krav og fokusområder, der får Bygningsreglementet til at komme til kort? Hvordan sikrer man, at bæredygtighed bliver mere end bare et buzzword?

Det er noget af det Søren Dyck-Madsen, seniorkonsulent i den grønne tænketank CONCITO og en af hovedtalerne ved dette års Fagfestival, har arbejdet med i de seneste år.

”Det at kalde noget bæredygtigt byggeri, har jo nærmest været en gratis omgang, til stor irritation for ambitiøse aktører. Bare du kunne gøre noget ekstra på et eller to parametre, kunne du kalde det bæredygtigt, for der lå ikke nogen klar beskyttelse af, hvad begrebet betød.”

Fælles retningslinier
En af de største udfordringer byggebranchen står overfor netop nu er derfor, at skabe fælles retningslinier for, hvad et byggeri skal leve op til, for at kunne kaldes bæredygtigt.

Green Building Council, hvor Søren Dyck-Madsen sidder i en følgegruppe, der arbejder med øget fokus på indeklima, har i den sammenhæng arbejdet med at videreudvikle den tyske bæredygtighedsstandard DGNB, så den passer til danske forhold.

Med DGNB kan især større, ambitiøse firmaet sikre sig et højt niveau af kvalitet og holdbar bæredygtighed. Ikke mindst fordi certificeringen indeholder krav om ###.

Samtidig er DGNB en fleksibel certificering, fordi den både indeholder helt ufravigelige krav, og et mere fleksibelt, pointbaseret system, der giver mulighed for at satse på mange point på et område, mens man slækker på andet, ikke mindst i de tilfælde, hvor forskellige hensyn modarbejder hinanden, som for eksempel en potentiel konflikt mellem udsyn og solafskærmning.

Frivillig klasse til små virksomheder
Problemet med DGNB er imidlertid, at certificeringen ofte er meget dyr, netop fordi den er så omfattende. Det giver problemer for landets mange mindre firmaer.

Byggebranchen har derfor ønsket at få indført en frivillig bæredygtighedsklasse i Bygningsreglementet, der i første omgang skal fungere som en udviklingsklasse, hvor fokus er på oplysningskrav, der skal højne både viden og bevidsthed om, hvordan det er muligt at bygge bæredygtigt. Uden at det bliver markant dyrere.

Som del af oplysningskravet skal der bl.a. gennemføres en livscyklus-analyse (LCA), hvor man også ser på indlejret energi i og miljøpåvirkning fra materialer, samt en LCC-analyse, der sætter fokus på udgifter til opførelse og drift i hele bygningens levetid.

”Det betyder, at vi kan tage beslutninger om bæredygtighed på et højere og mere oplyst grundlag. Og formentlig også, at man er nødt til at agere på i hvert fald nogle af de oplysninger, som LCAen tilvejebringer,” siger Søren Dyck-Madsen.

En kommende frivillig bæredygtighedsklasse skal udvikles løbende, både efter den nyeste udvikling indenfor bl.a. materialer og energiudnyttelse, men i lige så høj grad efter den ønsker og reaktioner, der kommer fra byggeriets aktører, der aktivt kan være med til at påvirke, hvad kravene skal være i den frivillige bæredygtighedsklasse.

”Bæredygtighed er et kompliceret begreb, hvor der skal vælges meget til og noget fra, og her må bygherrerne på banen. For jeg tror faktisk, at de store entreprenører og rådgivere vil være i stand til at opfylde mange flere af de her ting, hvis bare bygherrerne efterspurgte dem.,” siger Søren Dyck-Madsen

Kloge kvadratmeter
Den frivillige bæredygtighedsklasses oplysnings- og redegørelseskrav gør det også lettere at tale om bæredygtighed på den store klinge. Udover de to hoveddimensioner 'miljøhensyn' og 'økonomiske hensyn' er der nemlig også brug for at tale om 'social bæredygtighed'.

Hvordan bygger vi med tanke på velfærd i boligen, med fokus på udnyttelse af arealet omkring bygningen, f.eks. til fælleshuse med videre, og hvordan mindskes transporten til job, institution og andet.

En af de helt store tendenser herunder er 'kloge kvadratmeter', hvor der kun bygges efter det nødvendige, ofte små boliger og større fællesarealer, der samtidig indbyder til at tale med naboerne.

”De kvadratmeter, der ikke er bygget, og den energi, der ikke er brugt, er jo klart den mest bæredygtige. Det element må i stigende grad også med. Det er bare ikke et område, som man direkte kan regulere,” siger Søren Dyck-Madsen, der håber at netop et redegørelseskrav kan være med til at starte samtaler om hele bæredygtighedsspektret.

Søren holder oplæg på Fagfestival 2019