Bag om Nordeuropas største teatershow

Roen har sænket sig over Moesgaard Museum, syd for Aarhus. De sidste gæster har forladt museet, der slumrer i mørket. Men få hundrede meter derfra bliver aftenhimlen lyst op af skarpe projektører, og en guitarsolo der skærer igennem stilheden.

Under et stort podie står scenetekniker Rasmus Mørk ved en trappe, der fører op til podiet. Aftenens prøver er i fuld gang.

”Når vi får vores cue, handler det om at stå standby, for så skal alting gå helt vildt hurtigt.

Jeg har måske kun 30 sekunder til at åbne en lem fra podiet under et sceneskift,” siger Rasmus Mørk, da han tidligere på dagen viser rundt under podiet, der fungerer som tronsalen i ’Kong Arthur’.

Det svarer nogenlunde til området bag kulissen på et almindeligt teater.

”Det er her, vi har det meste udstyr. Dæmpere til lys, store flasker med CO2, som vi bruger til pyrotekniske effekter og en masse lydudstyr,” siger Rasmus Mørk.

Vi er forestillingens multitool
Teatershowet ’Kong Arthur’ er en genopsætning af forestillingen, der i 2016 blev opført i Ulvedalene på Sjælland.

I Aarhus består det tekniske hold af fire lysteknikere, tre lydteknikere og så en håndfuld sceneteknikere, blandt andre Rasmus Mørk og kollegaen Niels Sangill.

Niels Sangill har brugt det meste af dagen på at finde ud af, hvordan man kan fastspænde en gigantisk, blågrøn kjole på et podie. Kjolen skal nemlig pustes op til noget, der minder om en blågrøn tipi.

”Søens Dame er en slags fortæller i forestillingen. Hun skal hæves flere meter op i vejret, mens hun synger. Kjolen bliver så pustet op, men den må ikke blafre, selvom det blæser. Den skal stå helt stille, så det kunstneriske udtryk bliver bevaret,” forklarer Niels Sangill.

Han tilføjer:

”Det er fedt at være scenetekniker. Rigtig tit er vi dem, der får tandhjulene til at køre rundt. Vi er et slags multitool, der skal kunne løse alle mulige slags problemer.”

Flere dages arbejde ødelagt under prøve
”Mod Camelot!” gjalder en dyb stemme fra højttalertårnene.

I samme øjeblik galopperer fem heste tværs over sceneområdet foran tribunen, der har plads til 3.600 publikummer. Kort efter følger fem hidsige motocrossmaskiner.

Maskinerne farer bag og rundt om scenografien. Frem og tilbage. Tilbage og frem. Som fluer i et tomt syltetøjsglas.

”Det ser faktisk superfedt ud og fungerer rigtig godt,” siger Niels Sangill og fortsætter:

”Også selvom de under en prøve kørte nogle tværlister fuldstændigt i stykker, som jeg havde brugt et par dage på at lave.”

Niels Sangill refererer til nogle ramper med tværlister, der fører op til en gangbro, som forbinder backstage med sceneområdet. Nu er ramperne blevet suppleret med trapper, så skuespillere og statister stadig kan gå op på gangbroen. Før brugte de ramperne.

”Det er et eksempel på, at man som scenetekniker nogle gange bruger en masse tid på en opgave, der af den ene eller anden grund ikke bliver til noget. Men det er en del af arbejdet,” siger Niels Sangill med et smil.

Inspireret af hospitalsseng
Tilbage under det store podie. Rasmus Mørk kigger koncentreret frem for sig uden rigtigt at fokusere. Han lytter efter et cue fra forestillingslederen, så han ved, hvornår han skal hæve en trækasse med et mandsstort kors.

”Det foregår ved hjælp af en aktuator, en type motor, som man kender det fra hospitalssenge,” siger Rasmus Mørk.

Han forklarer, at aktuatoren er forbundet til en kæde, som får nogle hjul til dreje, der så får trækassen til at hæve eller sænke sig, når han trykker på en knap.

”Som sceneteknikere er vi vant til at få øje på nogle fede produkter og sætte dem ind i en ny sammenhæng, som her. Vi ser noget og tænker, at det kan man måske bruge sådan eller sådan,” siger Rasmus Mørk.

Niels Sangill supplerer:

”Nogle gange nørder jeg gamle fagbøger om sceneteknik. Det er ret interessant, for man kan selvfølgelig godt se, at deres teknik er gammeldags, men sjovt nok minder deres tankegang og filosofi omkring løsninger ofte om de løsninger, som vi laver i dag.”

Har aldrig set forestillingen
”Ja, tak. Tak til musikken. Vi kigger lige på et hul i scenografien,” lyder det fra højttalertårnene. Det er instruktøren Heinrich Christensen.

Han taler om et hul i et stykke klæde, der indtil for nylig blev brugt som smutvej til en skjult tunnel under gangbroen til backstage.

”Der var en skuespiller, som var blevet vant til at bruge lige netop dét hul til at komme derom. Siden sidste prøve er hullet så blevet dækket til, og fordi han ikke kunne finde det, så forstyrrer det hans spil,” siger Niels Sangill.

Det tekniske team finder med et snuptag en løsning, så prøverne kan blive genoptaget.

Rasmus Mørk er stadig klar under det store podie ved trappen. Han åbner lemmen i podiet, mens en skuespiller kravler hurtigt ned for at skifte kostume. Ovenover brager musikken løs. Men det er ikke til vide, hvad der egentlig foregår deroppe lige nu.

”Som scenetekniker kender man ikke rigtigt handlingen, som når man for eksempel laver lys og sidder foran. Til gengæld er man en del af holdet og fællesskabet på en helt anden måde, og det er fedt,” siger Rasmus Mørk.