Berømt designer skaber sollys af kærlighed
Var det ikke lige netop Tord Boontje, der stod bag lampen “Sun-Light of Love”, ville mange på disse breddegrader nok finde navnet en lille smule påtaget.
Men når det kommer til den hollandske designer, som i dag er bosat i London, udgør det eventyrlige og kærlige element ganske enkelt essensen af hans virke, og derfor er ønsket om at skabe kærlighed gennem design helt oprigtigt.
Han står bag alt fra tapeter med fantasimotiver og tekstiler, der imiterer en grøn skovbund, til møbler, der forestiller små haver.
Hertil kommer et af hans nyere designs, lampen 'Sun-Light of Love', som er blevet introduceret i Danmark dette efterår.
Den er produceret i samarbejde med italienske Foscarini og præsenteres herhjemme af AndLight.
390 metalstråler
Lyset - eller kærligheden, om man vil - strømmer ud gennem de i alt 390 koldpressede metalstråler, som er podet fast til lampen.
Tord Boontje er efter sigende blevet inspireret af solens overflade i sit design, der findes i både hvid og guld.
Sit ønske om at sprede solens stråler inde i vores hjem udtrykker han således:
”Jeg vil tage solen indendørs, ind i hjemmet.... Sun-Light of Love er et objekt og, ligesom solen, ved ingen præcis, hvor den starter, eller hvor den slutter,” som han blandt andet skrev på sin hjemmeside, efter at lampen blev vist i Milano sidste år.
Bløde og humane hjem
Tord Boontje har i det hele taget leget en del med lyset gennem tiden.
I 2004 skabte han for eksempel lampen 'Midsummer Light' fremstillet i papirklip.
Med sine bløde farver skulle lampen give et alternativ til minimalisten, som var fremherskende på den tid. Det mener han dog har ændret sig siden.
“Minimalismen var meget dominerende i design, men jeg tror, at verden i dag har mange flere stemmer og plads til flere holdninger i forhold til, hvordan omgivelser kan tage sig ud”, udtalte han i 2016 til Dezeen.
Her kunne han også berette, at han ønsker at gøre vores hjem mere bløde og humane gennem lys og design - hvilket jo går ganske godt hånd i hånd med Sun-Light of Love.
Tord Boontje, som er 52 år, har også foden indenfor i museumsverdenen. For eksempel har han udstillet på Victoria og Albert Museum i London og Moma i New York

Lampen er opbygget af 390 metalstråler fastgjort i en central kerne.