Mikkeljung1305

Bidt af vindmøller

Teknik 22-årige Mikkel Jung er driftsteknolog og installerer vindmøller offshore. For tiden arbejder han på en hav­vindmøllepark i Holland, hvor han bl.a. monterer vinger på vindmølle­tårne, der er over 90 meter høje. Det kræver køligt overblik og præcision, fortalte han til Teknikeren, der mødte ham i maj i Esbjerg.

En lastbil snegler sig af sted i det knasende grus. På ladet ligger en rød tank med vand, som den gavmildt spreder for at forhindre støvskyer i at blæse op.

Vi er i Sahara. Ikke ørkenen, men den lange vejstrækning, der fører ned mod havnen i Esbjerg. Ja, vejen hedder faktisk Sahara, og via den kommer man ned til området, hvor vindmølletårnene bliver samlet og gjort klar til at blive skibet ud i verden.

”Vi vil jo gerne aflevere nogle flotte møller til kunden, og så nytter det jo ikke noget, at de er helt støvede, når de kommer frem,” siger 22-årige Mikkel Jung, som er Tower Technician In Installation hos Siemens Gamesa Renewable Energy.

Foran os knejser fire skinnende hvide vindmølletårne. Over 90 meter høje. Det svarer knap og nap til længden på en fodboldbane.

”Selve tårnet består af en bundsektion, en midtersektion og en topsektion. Sektionerne bliver boltet fast og koblet sammen elektrisk med små kabler,” fortæller Mikkel Jung og tilføjer:

”Det er også hernede, at man trækker hovedkablet, der skal transportere strømmen fra vindmøllen ud til slutbrugeren. Men det er først ude på havet, det bliver koblet til.”

Så lidt vind som muligt
Det er godt vejr til at sætte vindmøller op. Nogenlunde vindstille og solrigt, forklarer Mikkel Jung og kigger op mod den blå himmel, der kun bliver brudt af spinkle skyer.
Det er i det hele taget bedst at installere vindmøller fra forår til efterår, tilføjer han.

”Det meste af mit arbejde foregår i nacellen, der sidder på toptårnet, dvs. helt øverst oppe. Derfor må det ikke blæse for meget, og vi kan f.eks. heller ikke hejse tårnet, hvis det blæser mere end 15 meter i sekundet.”

Lige nu holder den unge driftsteknolog fri hjemme i Esbjerg, men om en uge sætter han igen kursen mod Holland.

Mikkel Jung er nemlig en del af holdet fra Siemens Gamesa, der installerer en ny havvindmøllepark for Ørsted i Borssele i det sydlige Holland.

14 dages arbejde og 14 dages fri.

”Vi sejler ud med Sea Challenger, der er et skib fra Fredericia. Skibet fragter også alle delene til møller­ne,” siger Mikkel Jung og tilføjer, at sejladsen fra Esbjerg til Borssele tager 36 timer.

Clicker nacellen i Esbjerg
De forskellige dele til vindmøllens nacelle bliver enten produceret på fabrikken i Brande eller på den tyske fabrik i Cuxhaven. Delene bliver så fragtet til Esbjerg, hvor de bliver samlet i en produktionshal.

 

Mikkel Jung, 22 år

  • Tower Technician In Installation hos Siemens ­Gamesa Renewable Energy siden september 2019.
  • Uddannet driftsteknolog offshore, Erhvervsakademi SydVest, 2019. Praktik hos Siemens Gamesa.
  • Bor i Esbjerg med sin kæreste.

Fakta om Borssele 1 & 2

  • Havvindmøllepark med 94 møller, der opføres af Ørsted.
  • Ligger 22 km ud for kysten i den hollandske provins, Zeeland.
  • Ørsted begyndte opførelsen i januar 2020.
  • Forventes at stå klar i løbet 2020 og vil dermed være
    Hollands største havvindmøllepark.

Kilde: Ørsted

Siemens Gamesa Renewable Energy

  • Én af de førende virksomheder inden for havvind, landvind og services.
  • Beskæftiger ca. 27.000 ansatte, heraf 6.000 ansatte i det danske selskab, der har hovedkontor i Brande.
  • Den danske historie om Siemens Gamesa Renewable Energy startede i 1979, hvor Bonus Energy blev grundlagt. Den danske virksomhed blev i 2004 købt af Siemens og blev en del af det daværende Siemens Wind Power, der i 2017 gik sammen med spanske Gamesa.

siemensgamesa.com

”Vi kalder det at clicke vores naceller, dvs. vi kobler bagende, generator og nav (den del, hvor vingerne sidder, red.) sammen og tilslutter de elektriske dele, så de er klar til at blive installeret ude på vandet,” forklarer Mikkel Jung.

Uden nacellen kan vindmøllen ikke generere strøm, fortæller han. For midt i nacellen sidder generatoren, der, ved hjælp af rotoren, genererer strøm og skaber et elektromagnetisk felt.

”Strømmen bliver så sendt videre ind til en converter, der omdanner strømmen til 50 hertz vekselstrøm, som vi kan bruge.”

Samles og testes på land
Mikkel Jung svinger rundt om produktionshallen og går over mod nogle færdige naceller, der ligger på lager udenfor.

”Når de er klar, foretager vi bl.a. en rotationstest. Vi får generatoren og navet til at dreje rundt, så vi kan se, hvad nacellen kan holde til. Alt bliver gennemtestet herhjemme, så vi ikke møder problemer, når vi skal installere ude på havet.”

Det tager ca. 16 timer at installere en havvindmølle. Halvt så lang tid, som det tog for bare ti år siden.

”Først hejser vi tårnet over på et såkaldt transition piece, som vi bolter bunden fast til. Det er et element, der er placeret mellem møllen og fundamentet, og som stabiliserer møllen mod vind og bølgegang.”

Dernæst går turen de over 90 meter til vejrs. Først kravler man ti meter op fra bunden af tårnet for at komme op til den blå lift, der fragter mandskabet yderligere 70 meter op. De sidste godt ti meter op til nacellen foregår igen ved egen kraft.

81 meter lange vinger
Et andet sted i Sahara ligger lageret med vindmøllevinger. På rad og række, lige så langt øjet rækker.

”Vindmølleparken i Borssele kommer til at bestå af 94 8 MW-vindmøller,” siger Mikkel Jung.

”Hver mølle har tre vinger, der hver især er 81 meter lange. Det betyder, at de vil få en rotordiameter på omkring 167 meter. Det er altså et kæmpe areal, som møllen kan fange vind ind i.”

Det er også en specialiseret opgave at bolte vingerne fast til navet, siger Mikkel Jung, som forklarer, at man kun kan montere én vinge ad gangen.

”Først skruer vi de godt 100 bolte fast med hånden, så bruger vi en rattlegun og til sidst en elektrisk momentnøgle, som kan spænde 1.000 newtonmeter. Når man spænder fælge fast til et bildæk foregår det ved 120 newtonmeter.”

Når vindmøllen er installeret, sætter Mikkel Jung og kollegerne møllen til at køre i tomgang. Der er nemlig nogle store kugler i hovedlejet, der kan blive trykket flade, hvis vingerne står stille for længe. Til allersidst kommer et andet skib og sætter møllen i sving.

Vindmøller ind med modermælken
Det er ikke tilfældigt, at Mikkel Jung valgte at uddanne sig til driftsteknolog offshore.
”Min far har også arbejdet off­shore, og gennem årene har han haft forskellige stillinger hos Siemens.

Nu er han selvstændig, men stadig inden for vindmøllebranchen,” siger Mikkel Jung.
Den unge driftsteknolog fortæller også, at jobbet hos Siemens Gamesa er lidt af et drømmejob.

”Jeg har fantastiske kolleger, og jeg bliver udfordret fagligt. Jeg kan også sagtens få pulsen op, når vi f.eks. skal sætte en vinge på. Det er præcisionsarbejde ned på millimeteren.”

Der er stadig mange vindmøller i Mikkel Jung.

Og nogle år frem i tiden er det heller ikke utænkeligt, at han vil forsøge at avancere inden for Siemens Gamesa.

”Jeg synes, det kunne være spændende at prøve kræfter inden for udvikling eller ledelse, hvor jeg kan trække på den tekniske erfaring, som jeg får netop nu.”