Bliv ikke teknik-narkomaner

I unge af i dag finder måske den tekniske tidsalders ordre som noget naturligt — for der er jo noget betagende, ja, næsten frygtindgydende ved teknikkens resultater, og jeg vil da også af hele mit hjerte ønske jer 14 unge ingeniører held og lykke og megen glæde i denne tekniske og hårde tilværelse, I nu står på tærsklen til, udtalte forstander Jens Bruus-Jensen ved højtideligheden for de første teknikum-dimittender fra Haslev Teknikum.

Forstanderen fortsatte: — Men når jeg har udtrykt dette ønske for jer af et helt og udelt hjerte, så vil jeg have lov at føje en ting til — ikke med en skolemesters løftede pegefinger, men sagt jævnt og med vægt som menneske taler til menneske. Jeg vil sige til jer: Bliv aldrig tekniske narkomaner!

J. Bruus-Jensen indledte med at sige, at det vel i første række var en glædelig dag for de unge mænd, der har nået det mål, de har sigtet imod og kæmpet for at nå siden de startede den 3. november 1963.

Men det er også forståeligt at de nærmeste pårørende — mor og far eller måske en hel familiekreds,

søskende og andre slægtninge glæder sig over, at de mange arbejdsfyldte timers slid nu krones med et smukt eksamensdiplom.

Det er også meget forståeligt, om den unge kvinde, der — som forlovet eller hustru — har arbejdet med på at tilvejebringe det økonomiske grundlag for studiernes gennemførelse, er meget glad i dag. Det er særdeles forståeligt, at de 14 unge mænd her på forreste række er meget glade, de har jo følt kravet og slidet – jeg havde nær sagt på den bare krop.

Alt dette er meget og særdeles forståeligt, men det er også naturligt om den kreds af lærere, der har stået fadder for disse 14 unge ingeniører, føler en lille varm rislen ved hjerteroden i dag.

De har nemlig også kæmpet og slidt — ikke med genstridige elever — men med et nyt, stort og et vanskeligt stof, der skulle formes og gøres tilgængeligt.

Har det kostet de studerende anstrengelse at nå frem til denne dag, så har lærerkollegiet bidraget ansvarsbevidst og omsorgsfuldt for at lette de studerendes vej til det mål, de har stilet imod.

Så er vi måske færdige med den kreds, der glæder sig i dagens anledning. Nej — der er flere endnu. Den kreds af mænd, der har indvilget i at påtage sig en bestyrelses ansvar — de glæder sig også på dimittendernes — og læreanstaltens vegne — og må jeg føje til, så vil jeg tilstå, at denne dag er en stor og meget glædelig dag for mig.

Det er en dag, der stod så langt borte, at den slet ikke var i mine tanker, da arbejdet for oprettelsen af Haslev Teknikum begyndte for mange år siden.

Denne for så mange en glædens dag er også en mærkedag, både for de 14 unge ingeniører og for Haslev Teknikum.

Vor tid er på mange måder en hård tid. Midt i al vor velfærdsaktivitet og forbedring af arbejdsklima, forkortelse af arbejdstid osv., lægges der et stigende og hårdt pres på alle mennesker, men i særdeleshed på de tekniske ledere. Set fra et industrielt og rationelt synspunkt, så er den unge ingeniør af i dag samfundets førstemand,

Samfundets fortsatte udvikling står og falder med den ledende teknikers evne til at lede udviklingen i en stigende kurve — og om det er muligt, så endda i spring fremad.

Samfundet har investeret et meget stort beløb i hver af de 14 unge ingeniører, vi er samlet om her i dag. Hvis nogen tror, det er en foræring, så er han galt afmarcheret!

I denne time glædes vi — i aften fester vi — men i morgen banker kravet på døren, så er tiden inde, da der skal ydes noget. Om meget få år er den konstante viden af i dag forældet — så venter skolebænken igen på jer.

På kursus må den erhvervede viden ajourføres og justeres — hvis I ikke vil rangeres ud på et sidespor.

Det er med de ledende teknikere i dag, som med en kostbar maskine: Når den har ydet efter hensigten en tid, så må, den sendes til hovedreparation for påny at yde efter hensigten — måske indtil den er opslidt.

Ja, det er rystende, men sådan bliver menneskets vilkår let i en hård, teknisk tidsalder. Gå bare ind i det tekniske paradis — hvis man da kan sige sådan — det gør ikke noget, I beruser jer i teknikkens herlighed — den er i sig selv ikke noget ondt.

Men uanset hvor strålende og vidunderligt de tekniske bedrifter er — så tror jeg, at I 14 — så vidt jeg da kender jer — er enig med mig i, at der er noget, der er større; og dette noget, det er det liv hver enkelt af jer har fået betroet at leve en eneste gang.

Lad aldrig teknikkens krav overskygge eller ødelægge livets herlighed.

— Som unge ingeniører står I foran mange travle dage; måtte I få stille stunder til at overveje; Hvem er jeg? Hvorfor er jeg her? Hvad er mit egentlige mål?

Hvis I vil tage jer tid til det, tror jeg, I vil finde balance i jer tilværelse — og dermed en grund til en virkelig og varig glæde.