Corona: Ledige får tre måneders dagpenge ekstra

Dagpenge Hvis du er ledig, så betyder hjælpepakken, at de næste tre måneder ikke tæller med i din dagpengeperiode.

På grund af corona er store dele af arbejdsmarkedet – og dermed også jobmarkedet – lukket ned. Derfor har et enigt Folketing besluttet, at perioden 1. marts til 31. maj i år ikke skal tælle med i de lediges dagpengeperiode.

De vil derfor reelt kunne få tre måneders dagpenge ekstra.

”Man får tre måneder oveni, simpelthen ud fra den logik, at man ikke har en jordisk chance for at være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for arbejdsmarkedet,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Vækker glæde

Beslutningen vækker glæde hos TL, der ligesom en række andre fagforeninger havde opfordret til netop at forlænge dagpengeperioden.

”Det er meget tiltrængt, for ligesom hverdagen for mange lønmodtagere er helt ændret, så er den det også for de ledige. Jobsamtaler aflyses og flere stiller sig op i jobkøen,” siger Lone Engberg Thomsen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund.

Modtager du sygedagpenge, kan få også få forlænget din ret til sygedagpenge, hvis du i perioden frem til 31. maj ellers ville miste den.

Læs mere