Befunky Collage
Mød en række teknikere, der gør status over et år med corona

Coronarefleksioner: Et turbolent år med nye muligheder: "Corona gav mig et uventet drømmejob"

Tema: Coronarefleksioner Mød seks medlemmer, der alle fortæller om deres oplevelser i løbet af en år ramt af corona. Hvordan påvirkede pandemien deres arbejdsliv, og bød året på karrieskift?

I april 2020 fortalte seks medlemmer i Teknikeren, hvordan corona påvirkede deres arbejdsliv. Præcis et år senere har de samme seks medlemmer sagt ja til at dele, hvad et helt år med corona har gjort ved arbejdsliv, karriereplaner og balancen mellem arbejdsliv og familieliv. De fleste har oplevet store jobomvæltninger, og alle seks har opdaget nye prioriteter i deres arbejdsliv, viser deres beretninger.

 

Fandt drømmejob i ny branche efter opsigelse

Corona gav mig helt uventet mit drømmejob. Da Danmark lukkede ned sidste år, havde jeg et fast job som designer, som jeg var glad for, men virksomheden tabte penge og efter nogle måneders hjemsendelse blev jeg opsagt. Det kom ikke bag på mig, og jeg tog nogle kurser i Clo 3D, som er et tegneprogram i modebranchen. Jeg ville opkvalificere mig til et liv som freelancer, hvilket jeg som designer har været før.

Men så faldt jeg over et spændende jobopslag på Jobindeks, hvor jeg ellers aldrig kikker, søgte og fik jobbet, inden jeg nåede at blive ledig. I mit nye job hos Function-Tex designer jeg licensvarer. Det er en lidt nørdet design-niche, hvor jeg designer efter klare rammer og retningslinjer, hvilket passer mig så meget bedre end at lave egne kollektioner.

Samtidig har jeg nu meget færre kollegaer end før, hvor jeg var del af en stor koncern. Det giver færre forstyrrelser, mere ro samt arbejdsglæde, og så har jeg fået fritid. Før kørte jeg 100 km hver vej, så min fritid brugte jeg i bilen. Jeg håber at blive i min nye branche i rigtig mange år, men jeg har også lært, at der kan komme uventet gode ting ud af påtvungne forandringer.

 

Stefanie Moelle Kv
Foto: Kåre Viemose

Stefanie Møller

  • Opsagt pga. corona, fandt hurtigt nyt job
  • Designer hos Function-Tex siden januar 2021
  • (Før da designer i Godske Group)
  • BA i fashion design
  • 32 år
  • Bor i Kolding

”Det vigtigste er familien”

Det lysner nu men har været et vildt år som selvstændig i teaterbranchen med stor og lang uvished om, hvornår jeg fik teateropgaver igen, og hvad jeg skulle leve af, og der går nok flere år før, der er samme mængde opgaver som før til teaterfolk som mig. Mange teatre opfører nemlig nu de forestillinger, som lå stille under coronaen, og først derefter skal der bruges folk til at lave nye forestillinger.

Jeg er forestillingsleder på en sommerrevy, og det var et en kæmpe frustration i 2020, at der ingen forestillinger blev. Jeg fik lidt lønkompensation men måtte også sætte min pensionsindbetaling i bero. Til gengæld har jeg haft et år med en bedre balance mellem arbejde og familieliv. I rigtig mange år har teater fyldt rigtig meget i mit liv, og det er fortsat en stor prioritet, men det vigtigste er familien. Det vidste jeg godt, men et år med nedlukning, hjemmeskoling og meget mindre arbejde, end ellers har mindet mig om, at takket være min hjemmebase kan jeg klare utroligt mange udfordringer.

 

Lars Boegh Roedbro Kv
Foto: Kåre Viemose

Lars Bøgh Rødbroe

  • Mistede næsten alle sine opgaver for teatre i en længere periode
  • Selvstændig produktions- og forestillingsleder på Sønderborg Sommer Revy Show, bygger scenografier for teatre
  • Har læst musikvidenskab, autodidakt tekniker
  • 47 år
  • Bor i Haderslev

”Jeg gik 3.723 km og blev opkvalificeret”

Jeg var lige blevet ledig, da den første nedlukning ramte i marts, og for første gang i min karriere var det ikke let at få job, så jeg opkvalificerede mig i foråret 2020: Tog fire kurser i CAD og læste projektledelse - PRINCE2 med SCRUM. Efter få måneder fandt jeg et nyt og spændende job som teknisk chef i en lille metalvirksomhed, som desværre gik i betalingsstandsning efter syv måneders ansættelse, så jeg blev opsagt og er ledig igen siden april 2021.

Jeg tilbyder nu projektledelse og maskinkonstruktion på konsulentbasis via mit eget firma, MEKOTEK.dk. Det forventer jeg at kunne leve af økonomisk. Hvis ikke, vil jeg helt sikkert søge job i en økonomisk stærk virksomhed med gode arbejdsforhold og spændende arbejdskollegaer.

Privat har jeg lært at lave andre ting end før: Køre mountainbike i stedet for swing rock and roll, motion på stuegulvet i stedet for kondicenter, og på et år har jeg gået ca. 3.723 km. Corona eller ej - det vigtigste for mig er at se muligheder frem for begrænsninger.

 

Kristian Soeholm Kv
Foto: Kåre Viemose

Kristian Søholm

  • Ledig da coronaen ramte, fandt job, blev opsagt, ledig igen 1. april 2021
  • Uddannet maskintekniker
  • Har arbejdet 35 år med maskinkonstruktion, projektledelse og salg
  • 58 år
  • Bor i Vejle

To jobskift, en uddannelse og et barn

Der er sket store og i sidste ende meget positive omvæltninger i mit liv i corona-året. Jeg blev opsagt, fandt nyt job og sprang fra det job, da jeg fik et fristende tilbud om job og efteruddannelse af den virksomhed, hvor jeg arbejder nu og er afsindigt glad for at være.

Jeg nåede slet ikke at blive ledig, før jeg fik det nuværende job, men det at blive opsagt fik mig til at indse, at jeg skulle opkvalificere mig for at gøre mig mere uundværlig for en arbejdsgiver ved fremtidige fyringsrunder. Jeg kunne se, at de kollegaer der var bedst uddannet beholdt deres job, vi andre røg ud. Derfor var mit ja til mit nuværende job betinget af, at jeg fik uddannelse i det, jeg brænder mest for, nemlig miljøcertificering. Så jeg har nu en uddannelse i det – DGNB-uddannelsen, og der er min plan at bygge ovenpå med kurser og at videreuddanne mig til DGNB-auditor.

Jeg har lige fået mit første barn, og det skal jeg strukturere min arbejdsdag efter. Jeg kan ikke sidde på jobbet i 11 timer med en lille én derhjemme – i hvert fald ikke ret tit.

 

Hans Bang 5 HIGH RJM
Foto: Ricky John Molloy

Hans Bang

  • Opsagt i starten af corona, fandt nyt job, sprang fra jobbet, fandt job igen
  • Projektleder i HK Byg Entreprise siden 15. juni 2020
  • Uddannet bygningskonstruktør i 2013
  • Før da tømrer fra 1999 til 2012
  • Bor i København
  • 38 år

”Jeg har lært mig selv bedre at kende.”

Organisationsændringer betød sparerunde på min tidligere arbejdsplads, og jeg var en af dem, der røg ud. Jeg kontaktede få timer efter min opsigelse en anden lignende virksomhed, hvor jeg er nu og er glad for at være. Med samme opgaver og mange af mine gamle kollegaer. Så den klart største forandring for mig under corona har været personlig. Jeg har lært mig selv bedre at kende og hviler mere i mine prioriteter.

I et år har jeg arbejdet mest hjemmefra og med en søn på hjemmeskole. Det har jeg nydt så meget, at jeg gerne vil fortsætte med hjemmearbejde nogle dage om ugen. Det har gjort mig mere selvstændig, at jeg ikke lige har kollegaer ved siden af, jeg kan vende tingene med. Jeg stoler mere på min egen dømmekraft og jeg har mere ro i mit arbejde.

Corona har også gavnet værdierne på arbejdspladsen, oplever jeg. Der er mere ro omkring at udføre opgaverne, og alle værdsætter fællesskabet. Vi har eksempelvis hver 14. dage haft møde i en virkelig hyggelig personaleklub online med forskellige sjove arrangementer, og når jeg kører ind på job, glæder jeg mig til at se kollegaerne.

 

Jan Moes5 HIGH RJM
Foto: Ricky John Molloy

Jan Moos

  • Opsagt i sensommeren 2020 pga. sparerunde, fik straks nyt job
  • Tilbudsleder hos BAM Danmark siden november 2020
  • (Før da tilbudsbregner hos MT Højgaard)
  • Uddannet murer
  • 50 år
  • Bor i Fårevejle

”Fredagsbar på skærm er for mig ret akavet”

Min arbejdsplads har i coronaåret kørt på fulde omdrejninger, og vi har haft mindst ligeså meget at lave, som vi plejer, men jeg har fortrinsvis passet mit job hjemmefra, og det har været så godt for mig fagligt og personligt, at jeg håber at fortsætte med hjemmearbejde 2-3 dage om ugen.

Vi er slemme til at afbryde hinanden i afdelingen, hvor vi er 20 medarbejdere, så jeg arbejder mere koncentreret hjemme, og det giver ro og faglig tilfredshed. Jeg er blevet skarpere til at spørge ind til problemstillinger, fordi det foregår på telefon eller mail. Man bliver mere konkret, når man ikke er ved siden af hinanden, og man afbryder hinandens arbejde mindre.

Jeg nyder at starte arbejdsdagen så tidligt, jeg vil, og jeg drikker måske en kop formiddagskaffe med min mand, der er pensionist. I starten arbejdede jeg ved køkkenbordet og fik solidt hold i nakken. Det krævede kiropraktor at få skik på. Nu har jeg købt et hævesænkebord.

Jeg har savnet dynamikken ved at være sammen med mine kollegaer, som jeg har kendt i mange år, og jeg har forsøgt at spørge lidt ind til det private, når vi har talt sammen på telefon og skærm. Vi har haft to ugentlige digitale afdelingsmøder og virtuel fredagsbar, men fredagsbar på skærm er for mig ret akavet, da man ikke kan sludre én og én. Det går helt i kludder, hvis flere taler samtidig.

Litten Kv
Foto: Kåre Viemose

Litten Thøgersen

  • Har arbejdet hjemmefra under corona i samme job
  • Projektassistent hos Aarsleff på 22. år
  • Uddannet teknisk assistent
  • Bor i Beder ved Aarhus
  • 57 år