Tirana1305

Coronasikret kvarter i Tirana

Byggeri Coronakrisen har sendt tegnestuer verden over på overarbejde. Hvordan skal vi indrette os i fremtiden, så vi sikrer os mod eventuelle kommende pandemier? Hvordan skal vi bygge? Hvordan skal vi bo?

Italienske Stefano Boeri Architetti kommer, sammen med albanske SON-Group, med et bud i form af et helt corona-sikret kvarter i byen Tirana i Albanien, der både sikrer dets indbyggere mod pandemier og klimaskabte forandringer som jordskælv og oversvømmelse.

Tirana Riverside skal efter planen opføres på en 29 hektar stor grund langs en flodbred og vil blive stort set selvforsynende med grøn energi, vand, mad og alle offentlige serviceydelser som en skole og et universitetscenter, sportcenter, indkøbsmuligheder, cafeer, kontorer, nødlæge og meget mere.

Grønt på alle flader

Planen er at kvarteret kan huse 12.000 mennesker bosat i huse bygget af præfabrikerede træmoduler – og et tilsvarende antal grønne planter, nemlig 12.000 planter fordelt på over hundrede forskellige lokale arter, der efter planen skal vokse på både vandrette og lodrette flader og som hængende haver og store offentlige parker.

Solceller på tagene forvandler samtlige bygninger til produktions- og lagringsenheder for grøn energi.

Området er gennemskåret af gå- og cykelstier, der anbefales som den primære transportform.

Planen er endvidere, at kvarteret skal opføres med hjælp af en række mindre, lokale entreprenører og virksomheder, der på den måde får et økonomisk skub.

Det er langt fra første gang Stefano Boeri tænker grønt.

I oktober sidste år afsløredes planerne for en skovklædt økoby udenfor Cancun i Mexico, der blandt andet skal dækkes af 7,5 millioner planter af forskellig art.

Læs på stefanoboeriarchitetti.net