Dansk arkitektur med fremme
Det internationale JP/Politiken-ejede deasign- og arkitekturmedie Dezeen.com har udpeget de 12 mest interessante arkitekturprojekter i 2022.
På listen finder vi to danske projekter og et italiensk projekt af danske BIG. De danske projekter er vandsportshuset Lanternen i Esbjerg og Sundby Skole af Hennings Larsen Architects. BIG fremhæves for det planlagte hovedsæde for kildevandsproducenten San Pellegrino i Italien.
Lanternen i Esbjerg
Arkitekturperlen, Lanternen ved Esbjerg Maritime Center, er i denne sammenhæng blandt de mindste men måske mest delikate projekter, som beskrives som ren skibstømmerkunst. Det er et projekt skabt af danske Werk Arkitekter i samarbejde med norske Snöhetta og de beskriver projektet således:
Lanternen er en bygning, der reflekterer havets kræfter og skaber forbindelse mellem byen og havnen.
Som et fyrtårn skal det maritime center ligge yderst mod havet og helt bogstaveligt lyse op. Lanternen bliver et nyt karaktergivende vartegn for Esbjerg Havn.
En stærk detalje i projektet er det cirkulære hul gennem taget, der lader lyset og vejrliget indenfor i et smukt, bart rum, der defineres af dagslysets adgang og som er tænkt anvendt til arbejde med kano, kajakker, spuling og rengøring.
Badet i dagslys
”Vi har valgt at lave en rå stuetage, som brugerne i huset kan anvende til det grove arbejde. Ved at udforme det i midten af bygningen med et hul gennem taget, får vi ikke bare lyset og solen og et smukt rum, men også læ for blæsten, som er stedets vejrlig. Samtidig har vi så fået mulighed for at løfte foreningslokaler og kontorer til 1. sal, hvorfra udsigten ud over hav og landskab kan kombineres med udsigten til det arbejde, der foregår i den rå stueetage oplyst af hullet til himlen over Lanternen,” fortæller kreativ direktør Thomas Kock, som forventer, at Lanternen åbner i efteråret 2022.