3XN Sydney Fish Market Western Entrance credit 3XN.jpg
Sådan kommer Sydney Fish Market til at se ud, når det efter planerne står færdigt i 2022.

Danske arkitekter bag Sydneys næste turistattraktion

Byggeri Det danske arkitektfirma 3XN står bag det ambitiøse Sydney Fish Market, der forventes at blive en attraktion på linje med Jørn Utzons operahus, når det åbner i 2022.

Sydney Fish Market bliver et åbent fiskemarked, placeret i Blackwattle Bay.

Markedets 80.000 kvadratmeter skal indeholde både industrielle funktioner som lastning, filetering og auktion af fisk, samt butikker, restauranter og en kokkeskole – naturligvis med fisk som omdrejningspunkt.

Hele projektet er skabt med respekt for samspillet mellem offentlighed og industri.

”Alle havnebyer rundt omkring i verden udvikler sig på forskellige måder. I København, og mange andre steder, har man valgt at fjerne de klassiske industrielle havnefunktioner og flytte dem ud af byen. Det har man ikke gjort i Sydney,” fortæller arkitekt Audun Opdal fra 3XN.

”Projektet bevarer det autentiske fiskemarked, der lige nu ligger ved siden af, men flytter ind i bygningen, når den er færdig. Det betyder, at Sydney Fish Market både har en industriel funktion, hvor man blandt andet kan se, når bådene kommer ind med fisk, samtidig med at der er butikker og restauranter med alt fra grab-and-go til fine dining.”

De mange funktioner samles af trapper, der samtidig fungerer som offentlige samlingssteder.

”Når man bygger på en havnekant, følger der er stort ansvar med,” siger Audun Opdal.

”Havnefronterne er noget af det mest værdifulde vi har i byerne, og derfor var det vigtigt for os at sikre, at der er adgang til havnefronten 24-7. Industrien og offentligheden skal kunne eksistere sammen uden konflikter.”

Af hensyn til det til tider hårde klima, bliver bygningen konstrueret af materialer, der ikke ruster, primært træ og aluminium.

Et 19.000 kvadratmeter tag, der dækker hele bygningen, samler alt regnvand, der efterfølgende bliver brugt til fiskemarkedets køletårne.

Derudover samler solceller energi, mens skylights sørger for at lukke dagslys og luft ind, så besøgende kan få den helt rigtige fornemmelse af at befinde sig ved havnen, også indendørs.

De giver samtidig mulighed for naturlig ventilering i størstedelen af bygningens retail-etage.

Hvert år besøger 4 millioner mennesker det eksisterende fiskemarked, og det forventes at tallet vil stige til 7-8 millioner, når det nye Sydney Fish Market bliver indviet.

Det er samme tal som Sydney Opera House.

Sydney Fish Market er ikke 3XNs første projekt i den australske storby. De står også bag den 49 etager høje skyskraber Quay Quarter Tower, der forventes at stå færdigt i 2021, et år før Sydney Fish Market.

Audun Opdal, arkitekt hos 3XN