Sheworks2
“Jeg har skabt et job, der stemmer overens med mine personlige værdier. Mange af kvinderne er vokset op i skrædderfamilier, eller måske har de været ansat på fabrikker," lyder det fra iværksætter Solveig Søndergaard.

Designer bag start-up: “Det vigtigt, at produkterne har høj kommerciel værdi”

Design Designer og TL-medlem Solveig Søndergaard er stifter af den socialøkonomiske designstartup Sheworks Atelier, som forvandler stofrester fra tekstilindustrien til håndlavede designprodukter produceret af immigrant- og flygtningekvinder.

For et par år siden var Solveig Søndergaard ansat som researchassistent på Designskolen Kolding. Her arrangerede hun en række workshops for flygtninge- og indvandrerkvinder, som viste sig at have masser af viden om håndværk.

Det gav hende ideen til at tage skridtet videre, og hun tog Kontakt til Kolding Kommune. Sammen med arbejdsmarkedsudvalget i kommunen etablerede hun i februar 2020 et værksted, hvor kvinder uden for arbejdsmarkedet kunne komme og prøve kræfter med design og håndværk med henblik på at blive klar til et job i Danmark.

“Det er en model, kommunen kalder en projektkuvøse. Her tester man i fælleskab, om der er grundlag for, at et projekt bliver mere etableret,” fortæller Solveig Søndergaard, som i dag står i spidsen for den socialøkonomiske designstartup Sheworks Atelier, der skaber kvalitetsdesign ud af overskudsmateriale fra industrien.

De i alt 15 kvinder, som er tilknyttet, kommer fra lande som Syrien, Iran, Afghanistan og Kurdistan, ligesom der er enkelte etnisk danske kvinder iblandt.

Solveig Søndergaard

  • 32 år
  • Uddannet designer fra Designskolen Kolding, 2017
  • Stifter og Indehaver af Sheworks Atelier.

Læs mere om Solveig Søndergaard.

Traditioner mødes

Forretningsmodellen går ud på, at Solveig Søndergaard tager kontakt til store firmaer for at høre, om de vil donere resttekstiler fra produktionen. Herefter producerer hun og kvinderne kollektioner, som bliver solgt på hjemmesiden.

Blandt andre firmaer som Fritz Hansen og Georg Jensen Damask har doneret tekstiler, som kvinderne har transformeret til produkter, der passer ind i skandinaviske hjem.

“Vores værkstedsleder, Laila fra Syrien, har vist mig denne særlige smock-teknik, hvor man samler nogle punkter og syr dem sammen i hånden,” fortæller Solveig Søndergaard og viser en grå pude.

“For hende ville det måske være oplagt, at man lavede den i lyserød satin, men jeg foreslog, at vi prøvede teknikken i en grå uld. Det ser sindssygt flot ud. Så her kombinerede vi hendes håndværk og den danske æstetik,” siger hun.

Kommerciel værdi

Solveig Søgaard er udråbt af Dansk Iværksætterforening og Danish Institute for Sustainable Innovation & Entrepreneurship til at være “Climate Heroe” - en titel, der er givet til i alt otte danske iværksættere, som arbejder særligt innovativt. Herudover har Sheworks Atelier netop modtaget Verdensmål Prisen 2020, som Business Kolding uddeler.

“Vores forretningsmodel er netop funderet på FNs verdensmål 5, 8, 12 og 13, der handler om ligestilling mellem kønnene, ordentlige arbejdsforhold, klima handling, og ansvarlig produktion. Vi vil gerne være den førende designvirksomhed indenfor recirkulering og design af rest-tekstiler og materialer,” siger Solveig Søndergaard.

Hun understreger, at det er vigtigt hele tiden at holde sig det kommercielle for øje.  

“Hvis man skal arbejde inden for upcycling, er det vigtigt, at produkterne har høj kommerciel værdi. Folk skal købe det, fordi det er smukt - og så er der den her ekstra historie, som man får med. Jeg ser netop kvinderne som dygtige håndværkere, før jeg ser dem som nogen, der skal hjælpes,” siger hun.

Sheworks Webshop


Personlige værdier

Solveig Søndergaard arbejder stadig sammen med Kolding Kommune.

“Der er mange regler omkring den her type borgere, så det giver rigtig god mening at arbejde sammen med det lokale jobcenter, som ved, hvem det er ledige og har erfaring med håndværk,” siger Solveig Søndergaard, som også møder interesse fra andre kommuner.

Senest har hun dog oprettet et APS, som på sigt skal få projektet op at flyve selv.

“Jeg har skabt et job, der stemmer overens med mine personlige værdier. Mange af kvinderne er vokset op i skrædderfamilier, eller måske har de været ansat på fabrikker, men de er isoleret, og her får de en arbejdsplads, som er skabt til dem. Vi er blevet eksperter i, hvordan social inklusion og grøn omstilling kan gå hånd i hånd."