”Det er bedst, at ingen kan se, hvad vi har lavet”

Der er godt otte meter fra kirkegulvet til hvælvingen. Oppe under buen står en kvinde og strækker hals. Det foregår på et stillads, der er opsat inde i Sæby Kirke.

Konserveringstekniker Camilla Ipsen står så tæt på kalkmaleriet, at hun nærmest har øjenkontakt med Jomfru Maria, der er afbilledet som spæd.

”Det er nogle helt unikke kalkmalerier, hvor der er fokus på fortællingen om Jomfru Maria. Det ser vi ikke i samme omfang i andre danske kirker, så for mig er det også unikt,” siger Camilla Ipsen, som har været konserveringstekniker i ni år.

I hendes ene hånd hviler en lille akrylpensel. Størrelse 12. Med blide strøg trækker hun korte, lodrette og skrå streger, der kun lige kysser væggen. For den uindviede ser det tilfældigt ud, men stregerne bliver sat med stor omtanke, fortæller Camilla Ipsen.

”Jeg forsøger så vidt muligt at få stregerne til at minde om kalkmaleriet, som det står i dag. Med den ælde, der er foregået over tid. Man må gerne kunne se, at vi har renset kalkmalerierne, men ellers skal man helst ikke kunne se, at vi har lavet noget.”

Saltkrystaller på kalkmalerierne
Sæby Kirke blev bygget som almindelig sognekirke omkring år 1450. Men i 1462 blev den udvidet og omdannet til karmeliterkloster.

Munke fra karmeliterordenen tog nu kirken i brug som klosterkirke og fik også malet kalkmalerier i hvælvingen.

Malerierne er den visuelle fortælling om Jomfru Maria og hendes forældre, Anna og Joakim. Munkene fra karmeliterordnen lagde nemlig særlig vægt på at ære Jomfru Maria, fortæller Camilla Ipsen.

”Der er også afbilledet markante personer inden for ordenen. Det er de figurer, der ligesom vokser ud af blomsterne,” siger hun og peger i retning af den nærmeste munk, der er afbilledet.

”Her har vi Philip, som var prior,” siger Camilla Ipsen, mens hendes øjne afkoder den gotiske skrift i båndet, der løber over væggen.

Det er ikke kun de mange hundrede år, der har sat sine spor på kalkmalerierne, fortæller hun.

”Der har været store saltproblemer i kirken. Generelt findes et niveau af salt i alle bygninger, og vi ser det også tit, når vi kommer ud, men her var det så slemt, at saltkrystallerne sad på overfladen.”

Børster spindevæv væk
Camilla Ipsen og kollegerne er udstationeret af Nationalmuseet. Ligesom de fleste på holdet bor hun egentlig i København, men i arbejdsugen er hun rykket til den lille nordjyske by.

Her har hun boet siden opstarten i oktober 2018, og hun flytter først rigtigt tilbage ved afslutningen i oktober i år.

”I vores verden er det en stor opgave, og jeg synes personligt, at det er sjovt, fordi jeg får lov til at køre opgaven helt i hus,” siger Camilla Ipsen. Hun fortæller, at holdet brugte de første måneder på at rense kalkmalerierne i hvælvingen.

”Vi brugte børster med gedehår til at fjerne spindelvæv, som med tiden er blevet kulsorte. Dem fjerner vi, fordi vi selvfølgelig ikke vil have dem til at sætte sig fast og afgive farve.”

Når væggene er blevet børstet, går rengøringen i gang. Det foregår med en såkaldt ’gomma pane’. Det er italiensk og kan oversættes til et brød af gummi. En slags viskelæder, der er bagt på kobbersulfat, bagepulver, hvedemel og vand.

”Konsistensen kan bedst sammenlignes med, at man tager indmaden i et franskbrød og krammer det sammen,” forklarer Camilla Ipsen og tilføjer:

”Så ruller eller gnubber man det forsigtigt hen over overfladen. Fordelen ved gomma pane er, at det kan formes, som man vil. Hvis vi kommer til særligt skrøbelige partier, kan vi alligevel rense helt op til det ødelagte område.”

Tegner streger med spatel
Ved årsskiftet gik Camilla Ipsen og kollegerne i gang med at udbedre skaderne i væggene med kulekalksmørtel. Store og små revner samt udskiftning af dårlige, gamle reparationer. I første omgang koncentrerede de sig om den hvidkalkede baggrund uden malerierne.

”Vi gør det, at vi bygger reparationen op ad flere omgange. Vi lægger altid mørtlen over niveau og lader den sætte sig. Når den har sat sig, så skærer vi den tilbage i niveau, og så går vi i gang med at forme og skulpturere reparationen,” siger Camilla Ipsen.

Hun fisker en lille håndsmedespatel op fra lommen på de hvide arbejdsbukser og lægger den til rette i håndfladen.

”Det er mit yndlingsværktøj, og den er faktisk lidt svær at få fat på,” siger hun og lader spatlen glide en omgang mellem fingrene.

”De er egentlig lavet til stukkatører og kunstnere, der arbejder i gips. Jeg bruger den til at tegne streger i overfladen, så reparationen ikke træder ud af væggen. Der er ikke noget, der falder mere i øjnene end en helt glat overflade.”

Injicerer mørtel med kanyle
Holdet vurderer også, om der er partier i væggene, hvor pudsen sidder så løst, at de skal fastlægges.

”Det gør vi for at bevare farvelaget. Det er vigtigt, fordi vi kan trække informationer om det originale maleri ud, som vi bruger, når vi skal retouchere,” siger Camilla Ipsen.

”Vi blander en tynd, fin mørtel af kulekalk og kalksten, som vi injicerer med en kanyle igennem et lille hul i farvelaget og lader det tørre.”

I de udekorerede partier får baggrunden en omgang hvidtekalk og et lag tonekalk, der minder om den oprindelige farve. I partierne med dekoration bliver baggrundene retoucheret pletvis med tonet kalk, akvarel- og pastelfarve.

Her i slutningen af maj er holdet nået til at retouchere farvelaget i kalkmalerierne, ligesom de også tegner streger op, der er forsvundet med tiden.

”Det er ret fantastisk, fordi der findes gamle arkivbilleder af kirken, der går mange år tilbage. Derfor kan vi i nogle tilfælde genskabe det oprindelige,” siger Camilla Ipsen.

Etik i restaureringen
Hun dypper spidsen af penslen i sort akvarelfarve og dupper kunsthårene i et stykke køkkenrulle, inden hun fører den op mod maleriet af Jomfru Marias mor, Anna. Trækker så korte streger i omridset af figuren.

”Se, nu synes jeg måske, at farven blev for varm i forhold til den eksisterende farve,” siger Camilla Ipsen og træder et skridt tilbage på stilladset.

Hun må vente, indtil pudslaget har suget farven til sig, før hun kan tage en beslutning om, hvorvidt der skal blandes lidt blå farve i den sorte. Eventuelt også lidt hvid, hvis den stadig er for varm.

Her er intet overladt til tilfældighederne, fortæller Camilla Ipsen.

”Kalkmalerierne er unikke kunstværker. Det er ikke mit værk, det er nogle andres værk. Min rolle er at sørge for, at værkerne kan blive ved med at leve, som de er. Jeg skal ikke lave nyt.”