christopher_have_TSS_1840pix.jpg

”Det er sjovt at give ideer liv”

Tema: Iværksætteri At prøve ideer af har 27-årige Christopher Rosbak-Jensen lært af sin far, som grundlagde en maskinfabrik. Ved siden af jobbet som maskintekniker har han foreløbig åbnet to virksomheder.

 

Christopher Rosbak-Jensen har nok at se til på denne årstid: ved siden af sit fuldtidsjob som maskintekniker på virksomheden Bladt Industries i Aalborg, kører han rundt og ordner haver for private.

”Fra februar til og med juni og fra august til oktober arbejder jeg 7-19 på hverdage og 8-14 i weekenden. Når jeg er færdig med opgaverne på mit almindelige arbejde som maskintekniker, kører jeg ud og ordner haver.

Havearbejdet gik han i gang med, da han blev alene i et hus og fik brug for at tjene lidt ekstra. Han levede et Facebook-opslag i marts 2018, hvor han tilbød at ordne have og fik 16 henvendelser på to dage – og så var han i gang, forklarer han:

 

Christopher Rosbak-Jensen, 27 år

  • Maskintekniker hos Blandt Industries
  • Medejer af familievirksomheden Maach Technic A/S
  • Driver havefirmaet TekNord
  • Bor i Aalborg
  • facebook.com/teknord

”Vær ikke bange for at tage en chance og prøve ting af. Husk at hvis det ikke går, kan du starte forfra.”

”Min far havde et havefirma, som jeg hjalp til i, da jeg var yngre. I nogle år har firmaet ligget helt stille, men jeg startede det op igen, og blev overrasket over interessen. Der er jo masser af havefirmaer, og jeg er jo bare mig, så jeg havde ikke troet, at det blev nemt at få kunder.”

Han havde 32 kunder det første år, og i år har han allerede vundet fem opgaver. Og der har ikke været tid eller behov for at lave en hjemmeside for firmaet.

Ser muligheder frem for barrierer

Det er ikke første gang, han prøver en ide af. Han er oprindeligt uddannet teknisk designer og var i lære i tyndpladeindustrien. Det gav ham idé til en holder til tasker på restauranter:

”Jeg var 20 år, og stod selv og sleb taskeholderne, pakkede dem og lavede brochurer og en netbutik. Men efter nogle år fadede både min og kundernes interesse, og jeg lukkede det ned igen. Min opvækst har gjort, at jeg ikke ser en barriere i at prøve noget af.”

Havefirmaet giver ham en rar variation i arbejdslivet, da det foregår ude i det fri og er manuelt arbejde, mens den meste tid går med møder og ved skrivebordet i faste job og en bestyrelsespost i familievirksomheden Maach Technic, som han er medejer af:

”Jeg har brug for også at have noget praktisk arbejde udenfor, for det giver mig energi.”

Den store idérigdom er ikke uden omkostninger. Hans kæreste gennem længere tid sagde for nylig ”stop”. Det har været en øjenåbner, fortæller han.

”Jeg har så meget fokus på det, jeg laver, at jeg godt kan glemme at værdsætte de mennesker omkring mig, der får det hele til at fungere, og som savner mig, når jeg er meget væk. En partner må acceptere, at jeg er, som jeg er. Men jeg har lært, at et forhold kræver, at jeg også er fysisk til stede.”