LasseThomasen1305.jpg

“Det giver mig et ‘kick’ at lykkes”

Tema: Iværksætteri Maskintekniker Lasse Thomsen sad trygt og godt i en vellønnet stilling som salgschef. Men i 2011 tog han springet og satsede alt på at drive egen virksomhed med robotteknologi.

Hvad driver dig som iværksætter?
Det giver mig et ”kick” at lykkes med at sætte ting i gang. Om lidt skal jeg eksempelvis ind i et møde og fremlægge en ide. Jeg har forberedt mig i to uger, og jeg ved ikke, hvilke andre ideer der er lagt frem.

Den slags er stærkt motiverende, og jeg glæder mig vildt. Til gengæld har jeg svært ved at nyde det bagefter. Jeg er straks videre, så snart jeg er lykkedes med at få en ide realiseret.
Det er lidt frustrerende.

Skal man indstille sig på, at det er ensomt at være iværksætter?
Jeg vil anbefale at starte op sammen med en anden, for det er meget vigtigt at have nogen omkring sig med de kompetencer, du ikke selv har.

Lasse Thomsen

  • Var i en årrække salgschef i Migatronic Automation.
  • Har stiftet en stribe robotvirksomheder, herunder LT Automation, Melvin Robotics, Abrace og Life Science Robotics, der har udviklet genop­træningsrobotten Robert.
  • Robert blev CE-godkendt i 2018, og er i brug på flere hospitaler og plejehjem herhjemme.
  • Life Science Robotics har 8 ansatte og er repræsenteret i 12 europæiske lande.

 lifescience-robotics.com

Nogen skal have styr på økonomien og lave en god markedsføringsstrategi. Jeg er f.eks. rigtig god til at sælge og elsker markedsføring.

Til gengæld er jeg ordblind, jeg kan i hvert fald ikke stave, og jeg hader detaljer, så dem må andre tage sig af.

Hvordan får man råd til at starte op som iværksætter?
Der er flere veje. Man kan finde investorer på forhånd eller finansiere opstarten selv, og der er fordele og ulemper ved begge dele.

Da jeg sagde mit gode job op og blev iværksætter, havde jeg sparet en halv mio. kr. op, og selvom det er mange penge, fik de hurtigt ben at gå på til indkøb af computer, et lille kontor og løn til mig selv, så jeg kunne betale mine private udgifter.

Så jeg nåede at se bunden af den opsparing, før der kom ordrer og indtjening.

Kan iværksætteri og familieliv gå hånd i hånd?
Det er svært. Jeg er stadig gift med den samme kvinde og har børn, men jeg kender mange iværksættere, som bliver skilt, for det er svært at forene med at hente børn kl. 15.

At være iværksætter er mit liv og min hobby. Jeg hader i grunden weekend og glæder mig til mandag morgen. Det skal en partner være indstillet på, og min kone og jeg har haft mange snakke om det.

Vi kan ikke lave hinanden om. Vi er, som vi var, da vi mødtes for mange år siden.