Det humane fængsel
I oktober åbnede det nye Statsfængsel Storstrøm i Nørre Alslev på Falster.
Selvom fængslet er topsikret, bliver det kaldt verdens måske mest humane fængsel. Det skyldes ikke mindst den arkitektoniske opbygning, der er bygget op som en mindre landsby og i byggemæssig stil minder om lokalområdet.
Cellerne er samlet i mindre bo-enheder omkring et fællesareal, hvor kunstværker pryder væggen for at gøre det mindre institutionelt.
C.F. Møller, der står bag, har haft fokus på menneskelig og social trivsel ved bl.a. at sikre lysindfaldet fra to vinduer i hver celle og tilbyde en række aktivitetsmuligheder så som gymnastiksal og udendørs fodboldbane.
Det bliver det næststørste lukkede fængsel i Danmark med 250 indsatte. For at imødekomme nyere typer af indsatte som bandemedlemmer har man opdelt det 35.000 kvadratmeter store fængsel i fire normalafdelinger samt en særlig sikret afdeling, så det er lettere at skille rivaliserende bander rent fysisk.
Sikkerheden har i det hele taget været i fokus ned til mindste detalje med eksempelvis specialdesignede knagerækker, der ikke kan bruges som våben, ligesom man i arkitekturen har sikret sig, at personalet altid kan overskue hele etager.
Læs mere på C.F. Møllers hjemmeside