Tobias Bjerre Keller20
Meget kan lade sig gøre med AR-briller.

Digitale smartbriller tager dig ud i verden

Teknik Normalt rejser medarbejderne hos Jorgensen Engineering med ud i verden, når den fynske virksomhed opstiller sine skræddersyede procesanlæg. Men under corona-nedlukningen måtte der tænkes nyt.

Da corona-nedlukningen ramte verden i foråret 2020, var der mange hos Jorgensen Engineering i Odense, som priste sig lykkelige for, at virksomheden de senere år har eksperimenteret med teknologier som virtual reality (VR) og augmented reality (AR). Pludselig blev al rejseaktivitet nemlig indstillet.

”Vi var i gang med at indkøre et anlæg i Indonesien. Når vi gør det, så kommer vi som programmører med ud til sidst for at køre indkøre anlæggene. Men det kunne vi af gode grunde ikke,” fortæller automation engineer Tobias Bjerre Keller, der er medlem af Teknisk Landsforbund.

Jorgensen Engieneering har siden 1933 bygget automatiseringssystemer til at håndtere processer i fødevareindustrien og eksporter til hele verden. I de senere år har virksomheden også være lidt af en frontløber med at bruge nye digitale teknologier i arbejdslivet. Det viste sig af være en gevinst.

”Det endte med, at smeden kunne tage AR-brillerne på ude hos kunden og agere softwareudviklerens hænder. Han kunne dirigeres rundt, og det fungerede, så de relevante test kunne blive gennemført,” siger han.

Jorgensen Engineering er blot en af efterhånden flere virksomheder, der ser mulighederne med de nye visualiserigns-teknologier.

Hvor virtual reality gør det muligt at bevæge sig rundt i en virkelighedstro digital verden, gør AR-teknologien det muligt at lægge et digitalt lag af informationer ovenpå det fysiske. Men de to teknologier smelter mere og mere sammen.

AR-teknologien kender mange fra spillet Pokémon GO, hvor de små Pokémon-figurer optræder næsten virkeligshedstro på gader og stræder, når man ser igennem telefonens kamera og skærm.

Men det er ikke kun sjov. Ude i virksomhederne er muligheder, hvis man eksempelvis udskiftet de sjove tegnede figurer med manualer, der virtuelt hænger ved siden af produktionsanlæg. Teknologien vil kunne lægge et digitalt lag ind over virkeligheden.

For Jorgensen er det eksempelvis muligt for en tekniker i Odense at skubbe en manual eller relevant videoinstruktion ind for kunden, der har problemer med udstyret. De kan også tegne virtuelt på udstyret – en tegning, der efterfølgende digitalt bliver fastholdt på produktet.

Fordelene er mange. Opgaverne kan klares over store fysiske afstande, medarbejderne får frigjort deres hænder og har altid adgang til relevant information.

Jorgensen Engieneering har også udforsket mulighederne inden for Virtual Reality, hvor de kan gennemgå simuleret 3D-design og opsætning af anlæg både internt og sammen med kunderne.

For Tobias Bjerre Keller er der kun fordele ved de nye teknologier.

”Man skal lige vænne sig til tanken. Men vi er en virksomhed, der jo lever af at udvikle nye teknologier, og derfor prøver vi de nye teknologier af hele tiden. Vi kan ikke bare hænge os i, hvordan det var engang,” siger han.

Tobias Bjerre Keller

  • 27 år
  • Automation Engineer hos Jorgensen Engineering
  • Uddannet: Elektriker (2017), videreuddannet til Automationsteknolog (2020)
  • Bor i Odense

Om Jorgensen Engineering

  • Udvikler, producerer og installerer kundetilpasset procesudstyr hovedsageligt til fødevare- og pharmaundustrien
  • Blev etableret i 1933 og ligger i Odense
  • Cirka 150 ansatte