Din løn afhænger af geografi
TL’s lønstatistik viser, at der er regionale forskelle på lønniveauet afhængig af, hvor i landet, du arbejder.
En teknisk designer i Nord, Vest- eller Sønderjylland tjener således i gennemsnit 4.526 kr. mindre end kollegaen i hovedstaden, viser statistikken.
Samme tendens gælder for andre faggrupper. For eksempel gælder det også for produktionsteknologer, hvor lønforskellen fra den ene ende af landet til den anden i gennemsnit er på 2.462 kr. Og for den mest vellønnede gruppe – IT-og Elektronikteknologer – er den regionale forskel mellem top og bund på 3.627 kr. om måneden.
Udbud og efterspørgsel
”Det er markedskræfterne, der afgør lønniveauet i et område, og så det forhold, at virksomheder forsøger at undgå en for stor lønspredning blandt de ansatte,” fortæller Lars Andersen, økonom og direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
”Det generelle lønniveau i en virksomhed smitter af på lønniveauet for TL’s medlemmer. En virksomhed i hovedstaden med mange specialister vil generelt have et højere lønniveau og det vil hive TL-medlemmers løn op. Omvendt vil en produktionsvirksomhed i Jylland, hvor hovedparten af medarbejderne er faglærte/ufaglærte, have et lavere lønniveau, og det vil påvirke TL’ernes lønniveau nedaf,” forklarer Lars Andersen.
Boligudgifter udjævner forskelle
Når dagen er omme, vil øgede udgifter til især bolig dog æde lønforskellene mellem land og by op. Boligudgifterne er markant højere i København, Aarhus og Aalborg.
”Priserne på boliger er højere, fordi de kan sælges til den pris. Det kan de, fordi lønningerne er højere. Hvad der kommer først er svært at sige. Det er markedskræfterne, der afgør det,” siger Lars Andersen.
For TL’s medlemmer inden for designområdet følger lønningerne for designere og kunsthåndværkere samme tendens med højere lønninger i øst end vest. Men for designteknologerne ser der ud til at være en tendens til at lønnen er højere i Østjylland og på Fyn end i resten af landet.