484A7463.jpg
”Lige nu er jeg studerende, men jeg tvivler på, at jeg ville fortælle om den del, hvis jeg sad i en jobsamtale. Jeg vil vurderes på mine kompetencer og faglighed og ikke på min seksualitet,” siger Nikolaj Solgaard.

"Døm mig på mine kompetencer"

LGBT+ 23-årige Nikolaj Solgaard er ikke som de fleste. Han tilhører nemlig det statistiske mindretal, som forelsker sig i sit eget køn. Og selvom han kun har snuset lidt til arbejdsmarkedet, har han allerede slået sig på at være til mænd.

Det tager kun et øjeblik at spotte det. På Nikolaj Solgaards Facebookprofil ligger nemlig en serie billeder, hvor de karakteristiske regnbuefarver går igen. Så selvom han ikke altid er åben omkring sin LGBT+-identitet, gætter man hurtigt, at han nok er til mænd. Og det var netop sådan, at en tidligere kvindelig kollega opdagede det for nogle år siden.

”Dengang sad jeg på et kontor med et vindue ud til gangen. Når hun gik forbi, kunne hun f.eks. finde på at tage sig på brysterne eller signalere et blowjob. Det var både pinligt og ydmygende,” siger TL-medlem Nikolaj Solgaard, som ellers ikke havde fortalt nogen om sin identitet.

Dengang vidste Nikolaj Solgaard ikke, hvordan han skulle håndtere situationen. Det hele var meget nyt for ham. Men det er den slags oplevelser, der gør, at han i dag tøver med at springe ud for kollegaerne, siger han.

”Lige nu er jeg studerende, men jeg tvivler på, at jeg ville fortælle om den del, hvis jeg sad i en jobsamtale. Jeg vil vurderes på mine kompetencer og faglighed og ikke på min seksualitet,” siger Nikolaj Solgaard.

Vil gøre op med tabu

Han fortæller, at episoden med den tidligere kollega ikke er enkeltstående. Godt nok oplever han sjældent nær så grove situationer. Heldigvis. Alligevel ser han indimellem, at hans LGBT+-identitet er kilde til ”mærkelig” adfærd.

”Det kan være kommentarer om, at jeg har stramme bukser på, eller at jeg bliver spurgt om, hvordan jeg dyrker sex,” siger Nikolaj Solgaard og fortsætter:

”Jeg synes egentlig ikke, at det vedkommer andre end min partner, hvordan jeg kan lide at dyrke sex, og du spørger jo heller ikke heteroseksuelle om, hvordan de kan lide at dyrke sex, når ikke du kender dem så godt. Det er, som om der oftest er fokus på sexdelen, når man spørger til min seksualitet.”

Men det er heldigvis ikke alle, der fokuserer så ensidigt på hans LGBT+-identitet. Derfor vælger han også at være åben over for nogle.

”Det gør jeg over for folk, som forstår og anerkender de kampe, jeg kæmper som homoseksuel. Kampe, der ofte er usynlige for andre, f.eks. i forhold til at springe ud.”

Og selvom Nikolaj Solgaard i dag ville tøve med at tale åbent om sin identitet i jobsammenhæng, ser han alligevel lyst på fremtiden, siger han.

”Jeg synes ikke, at det skal være et tabu, og for mig handler det nok også om, at jeg med tiden får mod på at være mere åben, for i bund og grund handler det om at italesætte og skabe vished, da dårlige oplevelser opstår på grund af uvidenhed hos andre.”

Nikolaj Solgaard

  • 23 år, bor i Vejle
  • Studerer til fødevareteknolog på Erhvervsakademi Lillebælt, Odense. Han forventer at være færdig januar 2019.
  • Er desuden uddannet bager

Tre gode råd

Nikolaj Solgaard har følgende råd til hetero­seksuelle ­kollegaer med en LGBT+-kollega.

  1. Forsøg at behandle LGBT+-­kollegaen, som du behandler andre kollegaer. Homo­seksualitet er ikke en diagnose, og man behøver ­heller ikke at ­pakke os ind i vat.
  2. Selvom det kan virke uskyldigt med bøsse­jokes, så er det ikke sjovt for den, som det går ud over.
  3. Flyt fokus fra LGBT+-­kollegaens identitet til vedkommendes fag­lige kompetencer.