Dragt skal hjælpe flygtningebørn året rundt
På det ene foto ligner den en jakke. Et andet viser noget, der mest af alt minder om en flyverdragt til store børn. Dragten er dog langt fra kun til udendørs brug. Benene kan åbnes og sættes sammen til en sovepose, som kan holde kulden fra kroppen, når mørket falder på i Libanons flygtningelejre.
Det er studerende ved Designskolen Kolding Mona El-Qut, der under navnet Social Action for Change har skabt den funktionelle dragt resQkid.
“Jeg har tidligere besøgt en række flygtningelejre i Libanon, hvor jeg talte med flygtningene om deres liv, og flere sagde, at godt nok havde de overlevet krigen indtil videre, men nu skulle de overleve vinteren i lejren. Der stod jeg og tænkte: Hvad kan jeg som modedesigner gøre for at hjælpe?”
Mona El-Qut svarer selv på spørgsmålet.
“I mange tilfælde handler mode om at skabe noget, der er smukt at klæde sig i, men her skulle noget andet til. Derfor har jeg valgt at bygge bro mellem socialdesign og modedesign netop for at skabe løsningsbaseret tøj,” siger hun.
Mona El-Qut
- Læser kandidat i Social Design på Designskolen
Kolding. - Tidligere uddannet Bachelor i Design & Business, VIA University College.
- Har samarbejdet med nordiskhjalp.org.
490.000 flygtningebørn
Mona El-Qut startede med at købe genbrugstøj og eksperimenterede med at klippe en jakke og tilføje en underdel.
“Jeg tænkte, at de skulle have en jakke, bukser og noget, de kunne bruge som sovepose, så jeg satte det sammen for at se, hvordan det fungerede med velcro, elastikbånd og lynlås,” siger Mona El-Qut, der tidligt i processen samlede en gruppe mennesker til en workshop, hvor de fik produceret prøver af dragten.
Gennem Facebook kom hun i kontakt med den svenske NGO Nordisk Hjälp, som tilbød sin hjælp. De arbejder især i Libanon, og derfor koncentrerer Mona El-Qut i første omgang indsatsen der, hvor der er 490.000 registrerede flygtningebørn.
“Gennem den sendte jeg prøvemodellen afsted til en lejr i Nordlibanon for at undersøge, om børnene kunne finde ud af at bruge den. Sammen med børnene nåede jeg frem til det endelige resultat med velcro i dragten, netop fordi det er nemt at hive fra og sætte på. De syntes, det var sjovt at sætte den sammen,” siger hun.
Til alle årstider
ResQkid er designet sådan, at når det kun er jakken, der skal bruges, rulles benene om i nakken, hvor de hæftes fast med velcro i nakken.
Jakken er desuden, så man kan have armene indvendig og dermed vende sig, når man ligger i soveposen. Der følger også en ekstra pose med, som man kan slå om fødderne for at lukke af for vinden, mens soveposen kan pakkes ned i selvsamme pose, når den ikke er i brug, fortæller Mona El-Qut.
“Posen kan også bruges som en taske. Mange børn går i skole og har ikke noget sted at gøre af deres bøger,” siger hun.
Den multifunktionelle dragt fremstilles til børn på mellem fem og 12 år og kan bruges i cirka to år, før barnet er vokset ud af den. Om sommeren, hvor det bliver hedt i Libanon, kan den sammenpakkede pose bruges som hovedpude.
Indtil videre er der produceret 50 styk i soveposemateriale, men en producent i Libanon har meldt sig på banen og er netop nu i gang med at sy 500 dragter i materialet softshell, som er både vandtæt og vindafvisende.
“Det er selvfølgelig kun en lille del af verdens flygtninge, vi kan hjælpe, men på sigt vil jeg rigtig gerne ud til lejre i Tyrkiet og Grækenland også,” siger Mona El-Qut, der har startet en fundraisingkampagne for at bringe projektet videre.
“Det viser, at et studieprojekt i nogle tilfælde kan blive til meget mere end en prototype, som ender hjemme på hylden. Det er super tilfredsstillende,” siger hun.