Netværksdag019
Der var mange arrangementer på programmet. Her ses TL'ere til en peptalt

Droner, letbane og 3D-print: TL'ere var samlet til netværksdage

Faglige netværk Droner i lufthavnen, 3D-print og Odenses nye letbane var på programmet til Netværksdag i Odense Congress Center 30.-31. oktober.

“En ægte nørd gemmer altid sit gamle skrammel.”

Tv-værten Nikolaj Sonne havde flere veloplagte oneliners om teknologi klar til de fremmødte TL-medlemmer til Netværksdag i Odense Congress Center 30.-31. oktober 2021.

Selv har Nikolaj Sonne – kendt fra tech-programmet So Ein Ding – gemt sit gamle modem, der bragte ham på internettet første gang. Klenodiet sætter tyk streg under pointen i foredraget med titlen “Tekno­logistorm med udsigt til orkan”.

“Til sammenligning er mobildataforbindelsen på min telefon 50.000 gange hurtigere. Noget, der dengang ville tage 138 timer at hente, henter jeg nu på 10 sekunder,” sagde Nikolaj Sonne.

Kort inden foredragets begyndelse har Nikolaj Sonne bemærket små, røde fejlprikker i billedet fra projektoren i lokalet, og allerede få minutter inde i foredraget laver projektoren vrøvl. Efter lidt roderi med teknikken og en forklaring “til nørderne” om, at det skyldes et skaleringsproblem, er Sonne dog videre i teksten.

Få din ko på nettet

Flere vilde og gakkede eksempler på teknologiens frontlinje følger som perler på en snor i det én time lange foredrag. En ovn med indbygget kamera og AI-algoritme, der selv holder øje med bruningen af osten på din pizza. Elon Musks internetsatellitter med navnet Starlink. En falsk internetbruger kaldet “Peter Nielsen” med et AI-fremstillet, syntetisk ansigt, som i en – også falsk – femstjernet anmeldelse kalder Nikolaj Sonne for “den bedste foredragsholder”. Små og strømbesparende Sigfox-chips i halsbåndet på en ko, der løbende overvåger kreaturets lokation og helbredstilstand for landmanden.

“Så kan du få din ko på nettet,” bemærkede Nikolaj Sonne, der også kom omkring teknologistormens mørke sider, f.eks. overvågningen fra sociale medier som Google og Facebook.

Skarpere fokus

I andre lokaler lyttede TL-medlemmer til erfaringer med 3D-print hos Grundfos, digitalisering i praksis hos Novozymes og 3D-scanning af bygninger hos Bygkontrol.

Netværksdag udgik i 2020 pga. corona, og i år var formatet ændret sammenlignet med den fagligt bredere fagfestival i 2019. Denne gang var faglighederne snævret ind til Byggeri, Energi og Miljø samt Industri og Produktion for at give et skarpere fokus.

Efter frokost går de cirka 125 deltagere i samlet flok ud til fire busser med kurs mod hver deres destination i Odense. Efter en kort køretur standser bus 3 foran Odense Letbanes kontrol- og vedligeholdelsescenter.

Netværksdag023

Letbanens kontrolcenter

De 16 spritnye og graffitifri letbanetog kommer først i drift i 2022, men alt er køreklar, fortæller projektleder Jan Steinhaugen, der byder medlemmerne velkommen i den nybyggede, sorte bygning. Iført hjelm og vest vises vi rundt i ved­lige­holdelsescenteret, hvor fire af de 16 tog opholder sig. Her kan togene bl.a. få skiftet “bogie” og skærpet nedslidte hjulringe i en hjuldrejebænk.

Fra kontrolcenteret kan op til seks medarbejdere overvåge letbanetrafikken via storskærme. Letbanetogene er bemandede og kører efter ­Færdselslovens regler, og én af de tekniske udfordringer er at sikre letbanen fortrinsret i trafikken gennem Odense, uden at bilister og cyklister ender i lange køer. Dertil kommer sikkerheden omkring letbanen, der ikke er indhegnet:

“Kontrolcenteret er en slags kommandoboks. Der skal altid være mindst én person, der kan trykke på knappen og afbryde kørestrømmen,” forklarer Jan Steinhaugen.

Fly og droner side om side

Næste stop på ruten er Hans Christian Andersen Airport, den tidligere Beldringe Lufthavn. Her giver leder Michael Larsen fra UAS Denmark’s testcenter eksempler på centerets arbejde med test af droner i samme luftrum som flytrafikken.

I dag er der cirka 10.000 certificerede drone­piloter i Danmark, hvoraf de fleste flyver erhvervsmæssigt. Testcenteret er sat i verden for at give virksomheder og forskere mulighed for at teste droner i luftrummet under kontrollerede forhold.

“Luftfart er ekstremt reguleret, og droner skal kunne bevise, at de er lige så sikre. I dag findes der endnu ingen droner, der er certificeret på samme måde som fly. Slutmålet er, at vi ikke skal spærre verden af i kasser. Vi arbejder på, at fly og droner flyver side om side,” siger Michael Larsen.

De fire busser vender tilbage til kongrescenteret, hvor audiologiassistenterne sideløbende har afholdt netværksdag i tilstødende Jyske Bank Arena. De sidste udstillere pakker vimpler og produkter ned, mens busserne tømmes for TL-medlemmer, der atter søger ind i kongrescenteret. Næste punkt på programmet er landsmøder, middag og hygge.

Letbane skal fragte 10-11 mio. passagerer


Foto: Alex Tran

Når letbanen i Odense går i drift i 2022, skal den efter planen kunne fragte 10-11 mio. passagerer gennem byen om året. Letbanen strækker sig over 14,4 km og 26 stationer fra Tarup til Hjallese og passerer 56 lyskryds. Hele turen varer 42 minutter, og hvert stop er sat til at vare 20-30 ­sekunder.

De 16 letbanetog fra Stadtler er indkøbt, fordi de er en anerkendt og velafprøvet hyldevare på markedet. 13 tog
skal køre gennem byen, mens de resterende tre enten er i reserve eller på værksted.

Men hvad så med ­vinterfrost? Den er ­altid en joker, forklarer projektleder Jan Steinhaugen, men Odense Letbane skeler til bl.a. erfaringerne fra let­banen i Aarhus. Togene er desuden udstyret med ”sandkasser”, så føreren kan dosere sand ud på skinnerne og dermed opnå bedre greb.

Læs mere

Fynsk ­lufthavn er kravlegård for droner


Foto: Alex Tran

Fra beliggenheden i Hans Christian Andersen Airport nord for Odense tilbyder UAS Denmark Test Center et luftrum over land og hav på 867 kvadratkilometer. Luftrummet kan lukkes helt af for anden trafik, og her har virksomheder og forskere mulighed for at teste droner i op til 3.000 fods højde og en afstand på 30 km fra lufthavnen. Blandt testcenterets medlemmer finder man virksomheden Sky Level, der bruger droner til bl.a. algebehandling og mågebekæmpelse. Mange steder er måger et problem, fordi de bygger rede og klatter og skriger, så det er en plage for f.eks. boligforeninger, fortæller ejer af Sky Level, Jonas Cort Pedersen. Sky Levels drone kan løfte en vandslange op i højden og herefter spule rederne ned fra tagene. Samme teknik, men med sprinklervæske iblandet varmt vand, har Sky Level brugt til at fjerne is på vindmøllevinger i Finland.

Læs mere

Hvorfor er du på netværksdag?


Foto: Alex Tran

Ann-Sofie Eriksen Hove

  • Tekniker hos Terma
  • Uddannet ­elektronikfagtekniker
  • Bor i Søften

“Foredragene i løbet af dagen lød rigtig ­spændende, og jeg har haft svært ved at vælge mellem dem. Jeg håber at få nogle nye idéer og måder at tænke på i forhold til de udfordringer, jeg arbejder med til hverdag.”

Michael Enevold

  • Application engi­neer, Black Box A/S
  • Uddannet ­elektroniktekniker
  • Bor i Solrød Strand

”Jeg har været medlem af TL, siden jeg var lærling. Jeg er selv lidt af en computernørd og så i programmet, at Nikolaj Sonne ­skulle komme. Ham har jeg altid godt kunnet lide, så det var oplagt at tage over og høre det.”

Thu Le Woetmann

  • Byggetekniker i Vejdirektoratet
  • Uddannet teknisk assistent
  • Bor i Skanderborg

”Det er tredje gang, jeg er på fagfestival. Jeg er nysgerrig på mit eget fag og glæder mig til at komme ud at se letbanen, og jeg forventer at få en masse input med hjem. Derudover vil jeg gerne være med til landsmødet, så jeg kan stille spørgsmål og komme med forslag. F.eks. om at gøre mere for at trække de unge til.”

Om TL Netværksdag

En dag med målrettede, faglige oplæg, sparring og networking

På dagen afholdes også landsmøde for hvert af TL’s faglige netværk

Fire hovedgrupper har i oktober 2021 ­afholdt netværksdag. Det er Kultur, Form & Design; Byggeri, Energi & Miljø samt ­Industri & Produktion; Audiologi­assistenter og Landinspektørbranchen

TL Netværksdag afholdes hvert andet år - næste gang i foråret 2023

Læs mere