anders_05_2.jpg

“Du kan påvirke beslutningerne”

Tillidsvalgt Det er ekstremt spændende at være med til at præge organisationen i den retning, man selv ønsker det, mener Anders Falkenskov.

Hvorfor blev du TR?

Mine forældre var tillidsrepræsentanter, så der var altid en masse faglig snak ved spisebordet, som jeg fandt spændende. Da muligheden bød sig, sprang jeg selv til.

Når du overvejer det, tænker du alt muligt igennem. ‘Går det ud over min arbejdstid? Vil de andre synes, jeg er irriterende? Kan jeg overkomme det?’

Men du får et rigtig godt uddannelsesforløb gennem Teknisk Landsforbund, og der er hele tiden god opbakning at hente derfra. Du skal ikke være så bekymret for den del.

Hvad har været den største udfordring?

Der har lige været forhandlinger om en større kørselsordning, der betød rigtig meget for rigtig mange. Det krævede meget tid, og jeg rendte til et hav af møder og høringssvar. Til sidst blev ledelsens ønsker vedtaget. For de fleste medarbejdere betød det, at kørselsordningen blev forringet, så de bruger længere tid på at køre på arbejde og samtidig selv skal betale.

Der var en følelse af, at det havde været pseudohøringer med en forudbestemt agenda, og det gav en masse støj, hvor mange kolleger var sure, og stadig er det. Mange følte, der ikke var tillid til ledelsen. Det er ærgerligt, når det virkelig rammer ens kolleger hårdt, både økonomisk og familiemæssigt.

Men samtidig var det super spændende at være med til, for der foregår alt muligt spil og spin. Der var heldigvis også rigtig gode tilkendegivelser fra kolleger, der mente, det var vigtigt, vi pressede på.

Hvad er det bedste ved at være TR?

Drivkraften skal være ønsket om at præge organisationen og hjælpe ens kolleger. Det er fedt at være med helt oppe, hvor det foregår, og hvor du kan påvirke beslutningerne i den retning, du selv ønsker. Det er ekstremt spændende. Du får et helt andet forhold til organisationen end de andre ansatte.

Anders Falkenskov

  • 41 år
  • Uddannet Procesteknolog
  • Tilsynsførende hos Arbejdstilsynet
  • Ansat i 11 år, tillids- repræsentant i to år
  • Repræsenterer ca. 11 TL’ere