Coopplastikposer1305

Emballage bliver til poser

Genbrug 600 tons plast. Så meget emballage ankommer hvert år til Coops super­markeder. Det skal nu omdannes til nye indkøbsposer.

Der går store mængder plast til at sikre, at varerne i supermarkedet forbliver friske og beskyttede under transporten. Frem for at kassere de op mod 600 ton plast, der årligt går til emballage, omdannes den nu til nye indkøbsposer, fortæller ansvarlighedsdirektør hos COOP, Signe Frese.

“Når plasten ankommer, sorterer og indsamler de enkelte butikker nu plasten. Vi har med andre ord sat plastaffaldet fra vores egne butikker ind i et lukket system, så det nu bliver kørt direkte til plastproducenten og genbrugt i vores nye genbrugsposer,” siger hun.

Varerne er pakket i plastfolie – det såkaldte polywrap. Det har den særlige fordel, at det er lyst, og derfor er det mindre kompliceret at omsmelte.

“Det er et meget ensartet materiale, og fordi det er plastik af klar kvalitet, er det relativt nemt at bruge til at producere nye poser. Hvis vi forestillede os, at vi indsamlede husholdningsaffald af plastisk til at producere nye poser, ville det være en anden sag – der ville være mange farver og materialer. Men fordi, det her er af en ensartet og høj kvalitet, kan det nemmere smeltes om,” siger hun.

25% mindre plastik
Mens det er Coops marketingafdeling, der designer poserne, sker omsmeltningen i Tyskland. Her laves emballagen om til genbrugsposer, og stort set alt emballage bliver genanvendt til at skabe poserne, der skal betragtes som et slags genbrugsnet, som kan bruges mange gange.

De nye poser er et led i Coops ansvarlighedsstrategi ”Tid til at handle”.

Målet er at reducere brugen af konventionel plast med 25% i 2025 bl.a. ved at finde alternativer til almindelig plast. For to år siden lancerede Coop for eksempel en anden pose fremstillet i polyethylen, der er plantebaseret og kommer fra sukkerrør. Også den kunne genbruges et stort antal gange og senere genanvendes som blød plast.

Det er netop ikke gjort alene med genbrugsplast. En del af det positive regnestykke handler om, at posen skal bruges mange gange af forbrugeren - og gerne genanvendes, når den ikke længere kan bruges til at fragte varer i.

”Den store gevinst for klimaet sker først, når posen bliver brugt igen og igen. Når posen er slidt op, er det også vigtigt, at den kommer i plastikcontaineren, så den måske kan genopstå som pose et nyt sted,” siger Signe Frese.

Fordi Coop bruger plasttypen polywrap til at pakke varerne ind i under transport, er det relativt enkelt at omsmelte det til nye poser. Det er nemlig i en klar kvalitet, hvilket gør processen mere enkel, end hvis det havde været blandet plastaffald.