Filmpalads med langt liv
Nordhavn i København er et kvarter i rivende udvikling.
Et af de nyeste bygningsværker er biografkomplekset Big Bio på Hamborg Plads, der er konstrueret ud fra en fleksibel og bæredygtig tankegang, så bygningen med tiden vil kunne bruges til andre formål end biograf, og derved have en længere levetid, uden at det er nødvendigt med større energi- og ressourcekrævende ombygninger.
Blandt andet er to af biografens etager, stueetagen og øverste etage, bygget uden bærende eller afstivede vægge, hvilket gør det let at flytte og opsætte nye vægge.
Big Bio i Nordhavn
- Tegnet af Arkitema med NREP som bygherre i samarbejde med By & Havn.
- Biografen åbnede 18. december 2019.
Det har været medvirkende til at biografen, som landets første, bliver certificeret til DGNB Guld for Flexbygninger.
”Det er fantastisk, at man allerede i konstruktionsfasen tænker: ”Hvad skal næste liv være for den her bygning,” siger Mette Qvist, direktør for Green Building Council.
Bæredygtighed som investering
Udover den fleksible konstruktion, er der en lang række andre bæredygtige tiltag i byggeriet.
Der er f.eks. anvendt langtidsholdbare byggematerialer, der både er fri for uønsket kemi, og i vidt omfang kan skilles ad og genbruges hvis bygningen på et tidspunkt skal huse noget andet end biograf, renoveres eller måske ligefrem nedrives.
Generelt står opførelse og drift af nye bygninger for en meget stor del af det samlede globale CO2-udslip.
Det har derfor været vigtigt for NREP, der i samarbejde med By & Havn står for opførelsen af biografen, at byggeriet sætter et så beskedent CO2-aftryk som muligt. I erkendelse af, at det er et problem som hele branchen skal være med til at løse.
”Det betaler sig at investere i bæredygtighed,” siger Rasmus Nørgaard, stifter og partner i NREP. ”Det er den bedste måde at langtidssikre en investering, for bæredygtige bygninger er generelt produkter i høj kvalitet, der vil være tidssvarende i længere tid.”