”Flere af mine kollegaer er gået ned med stress”

Arbejdsmiljø Therese Due Rasmussen er arbejdsmiljørepræsentant for 20 kollegaer hos Radiometer Medical A/S, der især er ramt på det psykiske arbejdsmiljø. De stigende internationale krav til medicinal­industrien har nemlig med­ført mere administrativt arbejde for kollegaerne.

Hvordan står det til med arbejdsmiljøet på din arbejdsplads?

Teknikeren har spurgt tre af TL’s arbejds­miljø­repræsentanter, hvad der rører sig lige nu på deres arbejdsplads.

 

Hvad er den største udfordring i forhold til arbejdsmiljøet på din arbejdsplads?
”Det er uden tvivl det psykiske arbejdsmiljø, for vi har temmelig godt styr på de fysiske rammer. Men desværre har vi flere, som er gået ned med stress i virksomheden.

Det gælder også i min afdeling, kalibreringsafdelingen, hvor flere er blevet ramt af stress.

Det skyldes blandt andet de stigende internationale krav om registrering og dokumentation inden for medicinalindustrien, der skyldes at man skal kunne spore tilbage, hvis noget går galt.”

Hvad gør I ved det?
”Som arbejdsmiljørepræsentant forsøger jeg løbende at nævne det stigende arbejdspres, når jeg går til møder med ledelsen.

Therese Due Rasmussen 57 år.

  • Kablibreringstekniker hos Radiometer Medical A/S i Brønshøj.
  • Har været arbejdsmiljørepræsentant i cirka 10 år.
  • Er arbejdsmiljørepræsentant for 20 kolleger.

Samtidig bruger jeg meget tid på at understrege over for kollegaerne, at de skal huske at passe på sig selv.

Jeg har selv været nede med stress og lært, hvad der er vigtigt for mig, og den viden forsøger jeg at give videre til mine kollegaer. At vi skal blive bedre til ikke at tage arbejdet med hjem.”

Hvad skal der til for, at det ­bliver bedre?
”Set fra min stol vil det være mest rigtigt at ansætte flere hoveder, enten i form af administrative medarbejdere eller flere teknikere.

Indtil da vil jeg blive ved med at minde ledelsen om det stigende arbejdspres.”

Sådan bliver du arbejdsmiljørepræsentant

  • Arbejdspladser med 10 med­arbejdere eller flere skal vælge en arbejdsmiljørepræsentant. Det sker på et møde, hvor arbejdsgiver og arbejdsleder ikke må deltage. Alle ­andre medarbejdere må deltage på mødet uanset fag- eller ansættelsesgruppe.
  • En arbejdsmiljø­repræsentant sidder for to år ad gangen, dog kan arbejdsgiver og medarbejdere vælge at forlænge valgperioden på op til fire år.
  • Arbejdsmiljørepræsentanter skal tage en obligatorisk arbejdsmiljørepræsentantuddannelse på tre dage. Det første år har du som arbejdsmiljø­repræsentant ret til yderligere to dages supplerende uddannelse – efterfølgende har du ret til halvanden dag om året.
  • Arbejdsmiljørepræsentanter er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af arbejdsvilkår, ligesom tillidsrepræsentanter. Som arbejdsmiljørepræsentant skal du nemlig kunne handle frit og uden frygt for konsekvenser.

Læs mere på tl.dk/amr og amid.dk.

Er du allerede arbejdsmiljørepræsentant?
Så giv os besked, hvis ikke vi allerede ved det. Send en mail til din lokale TL-afdeling, så får du en startpakke med relevante pjecer og løbende invitationer til konferencer og lokale arrangementer for tillidsvalgte, der kan styrke dig i hvervet.