Flydende bypark
Københavns nye flydende bypark er ikke som de andre.
Udover at være byens mindste med sine blot 20 kvadratmeter har den det helt særlige kendetræk, at den flyder rundt som en lille ø ved Slusen i Sydhavnen.
Øen er bygget af bæredygtigt træ på en stålkonstruktion fyldt op med genbrugelige plastiktønder og indeholder ikke andet end et lindetræ til at søge skygge under.
Men CPH-Ø1, som den nye offentlige byrums-ø hedder, er blot første af sin slags.
I de kommende par år vil en lang række andre øer gøre den selskab under projektfanerne “Copenhagen Islands”.
CPHØ1 from Marshall Blecher on Vimeo.
Det er designkollektivet Fokstrot, arkitekt Marshall Blecher og Kulturhavn 365, der sammen med Københavns Kommune står bag.
Deres vision er, foruden at sætte fokus på et forbedret havnemiljø, klimapåvirkninger og forhøjede vandstande, at skabe en helt ny type byrum i Københavns Havn og vil på de kommende øer bygge både svømmeplatforme, flydende sauna-øer, haver, en sail-in café og et flydende fiskemarked.
Øerne kan besøges af alle, der har lyst.
Det er meningen, at øernes aktiviteter skal skifte afhængigt af placering og årstider, og når der på et tidspunkt er nok, vil de kunne sættes sammen til større events eller lige frem festivaller.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond og Havnekulturpuljen med yderligere hjælp fra Slusens Bådebyggeri, Sitas og Syddjurs savværk.