Forbedringen af dagpengene kommer med en pris: “Det er superærgerligt”
En styrkelse af dagpengene er godt nyt, og netop derfor er den nye nye politiske aftale om ‘Danmark kan mere’ overordnet en god nyhed.
Sådan lyder det fra Jannik Frank Petersen, der er forbundsformand i Teknisk Landsforbund, hvor man i mange år har slået på tromme for at stoppe udhulingen af dagpengene, der de sidste 25 år har været under forringelse.
Den negative udvikling får nu et midlertidigt stop med aftalen, der fremover sikrer ledige en højere dagpengesats i de første tre måneder efter ledighed.
“Det er et stort ønske for os, at dagpengene ikke udsættes for flere tæsk. Her ser vi en aftale, hvor man endelig giver lidt tilbage af det, man har taget gennem årene. Men det kommer med en pris,” siger Jannik Frank Petersen.
Prisen, han hentyder til, er, at dimittendsatsen omvendt sænkes efter tre måneder. Dermed kan en nyuddannet uden børn se frem til et fald fra 13.836 kroner til 9.514 kroner om måneden efter 3 måneder uden arbejde. For nyuddannede over 30 år uden børn sænkes den til 12.018 kroner.
Desuden har nyuddannede fremover kun ret til at modtage dagpenge i et år, hvor de tidligere havde denne ret i to år.
Det skuffer forbundsformanden - ikke mindst fordi det ikke hjælper på de studerendes adgang til hurtigere at komme i arbejde.
“Man nedsætter perioden og strammer dermed skruen om de nyuddannede, samtidig med at man lader stå til i forhold til at få dem i arbejde. Det er skuffende, når vi ved, at man for eksempel kunne give adgang til understøttende aktiviteter, som jobrettet uddannelse, og løntilskud langt tidligere, end det er tilfældet i dag, hvor man skal vente i seks måneder,” siger han.
Det efterlader aftalen med væsentlige mangler, lyder det videre fra forbundsformanden.
“Jeg kan bare konstatere, at man, i en ellers meget fin og ambitiøs aftale, har valgt at lade Danmarks fremtid stå måbende tilbage. Det er superærgerligt,” siger Jannik Frank Petersen.
En anden central del af aftalen er et fokus på investering i uddannelse og grøn omstilling. I den forbindelse vil aftaleparterne finde 3,5 milliarder kroner i erhvervsstøtten til finansiering af investeringer i uddannelse og grøn omstilling.
I aftalen er et permanent uddannelsesløft på 110 procent af dagpenge også aftalt, ligesom at det maksimale fradrag for fagforeningskontingenter stiger fra nuværende 6.000 kroner til 7.000 kroner årligt.
Samtidig er det aftalt, at modregningen i social pension, som følge af partneres arbejdsindkomst, afskaffes, og at det igen bliver muligt for folkepensionister at tage job uden at blive modregnet.