Formandens 1. maj-tale

Kære 1. maj-venner

Jeg er utrolig glad for, at det netop er her i Middelfart, jeg skal holde tale i år.

Jeg bor selv på Fyn, og er altid kommet meget i Middelfart.

Min familie har sommerhus i området, og byen kan ikke ligge smukkere, end den gør.

Med vand fra alle sider og ikke mindst med udsigt til to broer.

Broer, der bygger vores landsdele sammen og sikrer, at infrastrukturen fungerer i vores lille land.

Det er broer, som vores forgængere har været med til at skabe.

Ingeniører, teknikere og arbejdere har sammen skabt de to vigtige bygningsværker.

Det glæder jeg mig altid over, når jeg kører ind mod byen eller kører ture i området.

Men Middelfart er meget andet end det.

Byen har altid været i vækst, og der er kontinuerligt skabt nye og spændende arbejdspladser, hvor mange LO-medlemmer har deres daglige gang.

Det er dygtigt set, at det har været muligt at være en del af hele vækst- og erhvervsudviklingen i hele trekantområdet.

Det har betydet nye muligheder, og det har alle byer brug for.

Inden jeg for alvor begynder min tale, har jeg lyst til at sige: Puhaa – det holdt hårdt.

I bededagsferien fik vi lukket forhandlingerne om offentlige overenskomster for 750.000 danskere.

Og hvilke forhandlinger.

Det har været det hårdeste overenskomstforløb i mange, mange år.

Arbejdsgiverne havde lagt op til lave lønstigninger og forringelser af seniorordninger.

Til gengæld mødte vi dem med fælles front og krav om fair lønstigninger.

Vi fik stærke aftaler i hus til sidst, og vi fik undgået en storkonflikt, der ville have ramt jer og alle andre i Danmark.

Det er jeg utroligt glad for.

Der har været meget kritik af, at LO-forbundene indgik en aftale med regionerne.

Sandheden er, at vi var meget, meget tæt på en storkonflikt.

Samtidig havde alle fået tilbudt en betryggelse af spisepausen, men desværre mente flere forbund ikke, at det var nok.

Det har jeg det fint med. Det var deres valg.

Men når vi har fået opfyldt de fælles krav, vi stillede, så er der ikke længere grundlag for at kaste en halv million ansatte ud i en storkonflikt.

Aftalen blev banebrydende og helt afgørende for, at vi kom i mål i både kommuner, regioner og stat.

Nu er det op til jer at stemme. 

Siden 2014 har jeg været forbundsformand for Teknisk Landsforbund.

En fagforening for teknikere, designere og konstruktører.

Vi har godt 30.000 medlemmer og ni lokalafdelinger fordelt over hele landet.

Inden jeg blev forbundsformand, var jeg gennem 13 år afdelingsformand for Teknisk Landsforbund på Fyn.

Og det er her, jeg vil starte min tale.

I vores afdelingshus i Kronprinsensgade i Odense.

Hvor en granvoksen tekniker kommer ind af døren.

Vi hilser pænt. Sætter os ind på mit kontor.

Han har bedt om en samtale, fordi det ikke går så godt på arbejdet.

Ved det første spørgsmål, jeg stiller ham, bryder han sammen.

Jeg spurgte ham, hvordan han havde det.

Mere skulle der ikke til.

Han fortæller, at han ikke længere kan skelne arbejdsopgaverne fra hinanden.

Det hele hober sig op.

Det går ud over familien. Børnene.

Han får en øjeblikkelig sygemelding af lægen.

Og hvis du får det, er du allerede kommet for langt ud.

Det her skete ikke én gang. Det skete ikke to gange.

Det skete mange gange i min tid som afdelingsformand.

Stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø ser jeg som den største fare ved vores arbejde i dag.

Det er blevet sværere at adskille arbejdsliv og fritid.

Rigtig mange har i dag et job, hvor de i teorien kunne arbejde 24 timer i døgnet.

Den teknologiske udvikling er gået så hurtigt, at det næsten ikke er til at fatte.

Det kan være svært at holde fingrene fra firmamobilen, når du kan se, at der er tikket en ny e-mail ind.

Det er nemt at tage arbejdsopgaverne med hjem og bruge aftenerne på dem.

Det kan være svært at lade være.

Vi skal hver især - og i fællesskab - kunne håndtere den fleksibilitet, teknologien giver os og de krav om at arbejde hurtigere og mere effektivt, som der hele tiden bliver stillet til os.

Mere end nogensinde før, kræver det gode kolleger og gode ledere, hvis vi skal have det godt, når vi går på arbejde.

For det er sjældent, du selv mærker det, hvis du er vej ned i et sort hul.

Jeg tror, vi har brug for at sætte ind på mange fronter, hvis vi skal have et sundere arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser.

Vi skal først og fremmest sørge for, at vi har nogle arbejdsvilkår, der er forenelige med det liv, vi ønsker at leve.

Det er ikke altid, at arbejdsgiverne og vi i fagbevægelsen ser ens på det. Men vi arbejder hele tiden på at finde løsninger i fællesskab.

For børnefamilier handler det om muligheden for at holde fri, når børnene er syge.

For de lidt ældre handler det om at kunne tage sig af deres forældre, når det offentlige ikke slår til.

Eller retten til at kunne veksle løn med ekstra fridage, for dem, der nærmer sig pensionen, så de har mulighed for at få ladet batterierne op og være klar til en ny arbejdsuge.

Vi vil også rigtig gerne have mere fokus på de arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøet halter.

Hvor der er noget alvorligere og mere systematisk galt med arbejdsmiljøet.

Vi har kæmpet for – og har gennem overenskomsterne fået et rejsehold, der bliver sendt ud til kommunale arbejdspladser med ondt i arbejdsmiljøet.

Det anser vi egentlig for en offentlig opgave, men vi vil på den anden side heller ikke se til, at der ikke sker noget.

For det er desværre også realiteterne.

Fra politisk hold sker der ikke meget, og det, der sker, er desværre ikke altid til det bedre.

Senest har regeringen og Dansk Folkeparti besluttet at beskære Arbejdstilsynet med 15 millioner kroner i år.

Og yderligere 13 millioner kroner næste år.

Det går simpelthen over min forstand, at de får sig selv til at gøre det, når vi kan se, hvor mange danskere, der hver dag må slæbe sig på arbejde eller melde sig syge på grund af et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Vi kan også konstatere, at 95 procent af de psykiske arbejdsskader, der anmeldes, bliver afvist.

95 procent.

Det er voldsomt, og det kan ikke være meningen, at det skal være så svært at få anerkendt psykiske arbejdsskader.

Vi er nødt til at se på, hvad vi kan gøre, så det er mere end brækkede ben og rygskader, der anerkendes.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har lovet at se på området inden sommerferien, men selvom jeg af natur håber på det bedste, så kender jeg også politikerne godt nok til, at jeg vil have noget på skrift, før jeg tror på det.

Sådan tror jeg måske også Sara Steinmann Madsen har det.

Måske har I hørt om hende?

Hun står bag et stressprojekt, der var med i opløbet om at vinde en million kroner i kampagnen ”Et sundere Fyn”.

Og hun sagde meget rammende: ”Stress er noget, alle taler om, men ingen gør noget ved”.

Hendes projekt vandt ikke, men flere tusinde fynboer stemte på det – og det kan jeg godt forstå.

Projektet går ud på at undersøge nærmere, hvad stress egentlig gør ved vores hjerner.

Jeg håber, at det lykkes at skaffe penge på anden måde, for vi har brug for en bedre forståelse af, hvad det gør ved os, når vi bliver udsat for store belastninger i vores privat- og arbejdsliv.

Første maj er en kampdag og en festdag. Vi har grund til at glæde os, for for langt de fleste er det en fornøjelse at møde på arbejde, gøre en god indsats og have skønne kolleger.

Men for nogen er det slet ikke så sjovt, og dem skal vi kæmpe for.

Jeg håber, I vil være med til at vende udviklingen.

Jeg håber, at I vil tage medansvar for, at vi har det godt, når vi går på arbejde.

Og råbe højt, når det ikke er sådan.

Gerne så højt, at politikerne på Christiansborg hører det.

Jeg håber, I vil passe godt på jeres kolleger og chefer - og ikke mindst jer selv.

Og jeg håber, at I husker at sige tak til jeres tillidsvalgte for det store arbejde, de yder.

Det er der brug for.

Tak for ordet – og rigtig god 1. maj.