Fra affald til nye rækkehuse
Genbrugsbeton, genanvendte termoruder og frasorterede træplanker.
Det er ingredienserne bag ‘Upcycle Studios’, 20 nye rækkehuse, der står nyopført i Københavns Ørestad.
Missionen har været at lave Danmarks, måske ligefrem verdens, mest bæredygtige boliger, forklarer Anders Lendager, direktør og grundlægger af Lendager Group.
“Huset er meget enkelt på den måde, at det egentlig kun består af beton, træ og vinduer. Men vi har fokuseret på udelukkende at upcycle affald fra byggebranchen til nye materialer, der kunne indgå i en super energirigtig bolig,” siger han og fortsætter:
“For at skabe den største effekt kiggede vi på nogle af de materialer, der bliver revet ned i dagens byggerier og udviklingsområder, som har størst CO2-påvirkning. En af de helt store syndere er beton, men der er forbavsende lidt innovation ift. at genanvende materialet.”
Beton er brugt både til de bærende vægge, fundamentet, terrændækket og etageadskillelserne. Træet til facadepartierne og gulvet er spildtræ fra højkvalitetsvirksomheden Dinesen, mens vinduerne tidligere er brugt i almene boliger.
Genbrug af vinduer
“Når man laver energirenovering i dag, udskifter man vinduer som det første tiltag. Men fordi glas er utrolig energiintensivt at producere, betyder det meget stor affaldsfraktion af gamle vinduer, der typisk bare bliver knust og downcyclet til bl.a. rødbedeglas og konservesprodukter. Det er jo den forkerte vej at gå. Derfor brugte vi dem til at udvikle energirigtige vinduer i det nye byggeri,” siger Anders Lendager.
For at gøre de gamle vinduer egnede inden for moderne krav, er de blevet sammenkoblet med nye rammer i en tolags-løsning.
Projektet, der er kommet til som resultat af en konkurrence udstedt af NREP, er gennemført i samarbejde med MOE og Arkitektgruppen. Ifølge deres egne beregninger er det samlede CO2-regnskab af bebyggelsen reduceret med 80% ift. traditionelle byggerier.
Det er planen, at positive miljøaftryk skal fortsætte, når beboerne er flyttet ind. Der er nemlig opsat solceller til elektriciteten, mens vand-varmepumper omdanner energi i udeluften til radiator- og vandvarme, så boligerne ikke skal kobles på en ekstern varmeforsyning.
“Vi mener kun, vi har ridset i overfladen af, hvad der bliver begyndelsen på, at man fremadrettet vil bruge affald som den primære byggeressource. Det skal ikke blot være en økonomisk fordel, men være med til at pege ind i verdens store geopolitiske udfordringer med klimakrise og stigende urbanisering,”siger Anders Lendager.
Varierende rumhøjde
Boligerne er 187 kvadratmenter fordelt på tre planer med forskellig rumhøjde. Øverst oppe, hvor der også er tagterrasse, er de tre værelser 2,95 m, mens der nederst er 6,10 m. Variationen skal give en rummelig oplevelse af enten at være mere på eller mere privat.
Boligerne bevæger sig i krydsfeltet mellem erhverv og bolig. Stueetagen på 63 kvadratmeter har eget indgangsparti, så man kan vælge at bruge den isoleret set til f.eks. værksted, atelier, kontor eller decideret erhverv.
Læs mere om projektet på lendager.com