Fra Kansasbukser til muleposer
På Nørrebro og Amager ligger to sy- og designværksteder, der har travlt. Rygende travlt. De to værksteder udgør nemlig rygraden i virksomheden I Tråd Med Verden (ITMV). En socialøkonomisk virksomhed, som forvandler kasserede tekstiler til nye varer.
”Hvis man tegnede en kurve over interessen for vores forretning, så ville den stige nærmest lodret, og vi har næppe set toppen endnu,” siger Liv Bejer Heckmann, som er tekstildesigner og projektleder hos ITMV.
Hun står blandt andet bag designet til ét af ITMV’s mest populære produkter: En neongul mulepose af kasserede arbejdsbukser fra Kansas.
”Vi genanvender både bukserne og selve designet. Det betyder, at bukselommerne stadig tjener deres oprindelige funktion. Nu er de bare lommer på muleposen,” forklarer Liv Bejer Heckmann.
En del af de kasserede tekstiler kommer fra Berendsen, der blandt andet udlejer, vasker og servicerer arbejdstøj, linned og håndklæderuller til en række store, danske virksomheder.
”Berendsen henvendte sig til os i 2018, og siden da har vi ellers bare udvidet og styrket vores samarbejde omkring kasserede tekstiler,” fortæller Liv Bejer Heckmann.
Industriaffald får nyt liv
I dag er det ikke kun Berendsen, der optræder på kundelisten. ITMV har for eksempel også leveret flere hundrede iPad-tasker til Tønder Kommune som led i kommunens strategi om at blive papirløs.
På Glyptoteket i København har man besluttet at genanvende museets gamle bannere, der skal sælges som penalhuse i museumsbutikken, og ITMV har desuden flere andre samarbejdsaftaler undervejs. Samtidig bliver der langet en hel del varer over disken i webshoppen for private kunder.
”Lige nu har vi så travlt, at vi har rigeligt arbejde til resten af året,” siger Liv Bejer Heckmann.
Men markedet for stumper og stykker er ikke kun i vækst i København.
Også i Aarhus har man fået øjnene op for industriaffald, fortæller Rikke Ullersted, som er cand.arch., industriel designer og medstifter af den aarhusianske virksomhed, Upcycling Forum.
”Vores opgave er at matche den del af industrien, der har store mængder restmaterialer, med professionelle udviklere, som kan bruge materialerne i produktionen af nye produkter.”
Over 100 medlemmer på få måneder
Det kaldes for upcycling – eller opbrug. Tanken er, at man genanvender tekstiler og stumper, der ellers ville ende i bunken med affald, og lader dem indgå i en kreativ proces, som fører til et nyt produkt af højere kvalitet.
Upcycling Forum blev stiftet i august 2019 og fungerer som et medlemsbaseret fællesskab. Et fællesskab, der allerede nu omfatter over 100 medlemmer, siger Rikke Ullersted.
”Vi ved, at ressourcer bliver en mangelvare, og at det får priserne på råvarer til at stige. Derfor er man nødt til blandt andet at kigge mod upcycling, når man sidder i en udviklingsafdeling,” siger Rikke Ullersted, fra Upcycling Forum i Aarhus.
Upcycling Forum
- Stiftet i 2019 i Aarhus.
- Matcher industri- og servicevirksomheder med store mængder restmaterialer med start-ups, der kan bruge materialerne til nye, kommercielle løsninger.
- Et medlemsbaseret fællesskab med 100+ medlemmer.
”Vi genanvender både bukserne og selve designet. Det betyder, at bukselommerne stadig tjener deres oprindelige funktion. Nu er de bare lommer på muleposen,” forklarer designer Liv Bejer Heckmann, ITMV.
I Tråd Med Verden
- Stiftet i 2018 i Gladsaxe.
- En socialøkonomisk virksomhed med omkring 30 kvinder i arbejdsprøvning og cirka fem medarbejdere.
- Kunder, der placerer en ordre hos ITMV, kan også vælge at ansætte én eller flere af kvinderne i et såkaldt småjob til en bestemt opgave.
”Lige nu er vores største opgave at danne os et overblik over de forskellige restmaterialer, der eksisterer derude, så vi kan matche dem med folk, som kan bruge dem.”
Blandt medlemmerne er blandt andet Matas, Bolia og De Forenede Dampvaskerier samt en stribe arkitektvirksomheder.
”Vores materialedatabase indeholder alt fra plast til tekstiler og aluminium, der nu er klar til at indgå i nye, kommercielle løsninger,” siger Rikke Ullersted, der også har en fortid som partner i designbureauet Made by Makers.
Liv Bejer Heckmann fra I Tråd Med Verden er én af dem, som holder øje med materialedatabasen.
”Der er god inspiration at hente til udviklingen af nye produkter. For eksempel leder jeg efter noget reb, som vi kan bruge til hanke på nogle tasker,” forklarer hun.
Designstuderende har grønne fingre
På Designskolen Kolding oplever man en stadig mere udbredt klimabevidsthed blandt de studerende, siger Vibeke Riisberg, som er lektor, ph.d. og underviser på Design for Planet, der er et masterprogram med fokus på bæredygtighed.
”Der er sket en væsentlig ændring omkring klimabevidstheden de seneste år. For ti år siden var der stadig nogle studerende, som satte spørgsmålstegn ved, om bæredygtighed overhovedet var vigtigt. I dag er alle optagede af, hvordan de kan være med til at skabe en bedre fremtid.”
Vibeke Riisberg fortæller også, at bæredygtighed er en obligatorisk del af bacheloruddannelsen. For eksempel lærer de studerende at vurdere bæredygtighed i forhold til funktion, æstetik, materialevalg, produktionsmetoder og holdbarhed.
”Det er ikke vores opgave som skole at diktere, hvad der er rigtigt eller forkert, for det kan variere,” siger hun og fortsætter:
”Til gengæld er det vores opgave at udvikle de studerendes kritiske tilgang til information om bæredygtighed, så de kan træffe bevidste valg i designprocessen.”
Stigende råvarepriser fører til innovation
Ifølge Rikke Ullersted fra Upcycling Forum giver bæredygtighed ikke kun overskud på den grønne konto.
Hun mener også, at udviklingen er en uundgåelig konsekvens af situationen på det globale råvaremarked.
”Vi ved, at ressourcer bliver en mangelvare, og at det får priserne på råvarer til at stige. Derfor er man nødt til blandt andet at kigge mod upcycling, når man sidder i en udviklingsafdeling,” siger Rikke Ullersted, som også fortæller, at det for nogle virksomheder handler om at styrke deres CSR.
Hos I Tråd Med Verden genkender Liv Bejer Heckmann kundernes ønske om at hoppe på den grønne bølge, fortæller hun.
”Men jeg tror også, at danske virksomheder forbereder sig på et EU-direktiv, der betyder, at man fra 2025 ikke længere må afbrænde tekstiler. Fremover skal de indsamles til genanvendelse.”