Gå ikke glip af dit ferietillæg: Det skal du være opmærksom på ved næste lønudbetaling
Der er god grund til at tjekke din næste lønseddel. I år er det under andre vilkår end tidligere, når din arbejdsgiver skal udbetale dit såkaldte ferietillæg.
Det er penge, du hvert år optjener som tillæg til din løn. Hvor meget afhænger af, hvordan du er ansat. I den statslige ferieaftale er det 1,5 procent af lønnen, mens det i den regionale og kommunale aftale er 1,95 procent. For ansatte i det private er satsen på én procent.
“Hvis du som de fleste TL’ere er månedslønnet funktionær, så har du ret til et ferietillæg ud over den almindelige løn under ferie,” siger Teknisk Landsforbunds advokat Byrial Rasted Bjørst.
Samtidighedsferie
I forbindelse med den nye ferielovs ikrafttræden den 1. september 2020, er det fra denne dato, dit ferietillæg er blevet opsparet.
De penge står nu for skud i forbindelse med overgangen til den nye ferielov.
“Med de nye regler om samtidighedsferie kender vi først ferietillægget endeligt, når ferieåret er slut, og så er ferien jo allerede holdt. Derfor kan arbejdsgiverne vælge at udbetale tillægget gradvist efterhånden som ferien holdes, eller at udbetale tre fjerdedele med udgangen af maj og den sidste fjerdedel i august, siger Byrial Rasted Bjørst
Regn efter
Normalt bliver pengene udbetalt sammen med din løn for maj, men med den nye ferielov deles det altså op i portioner, så du i maj måned vil få udbetalt dit tillæg for perioden den 1. september 2020 til den 31. maj 2021 mens perioden fra den 1. juni til slutningen af august i år udbetales med din løn for august.
Det er altså her, man skal se efter, om pengene nu også er kommet med, sådan som de burde.
Ifølge Byrial Rasted Bjørst er der dog en enkelt ting, du skal have for øje, inden du finder lommeregneren frem.
“Når du regner på, om tillægget er korrekt beregnet, så skal du tage højde for, at du ikke får ferietillæg af den løn du får udbetalt under ferie,” siger han.
Således vil der, for en lønmodtager i det private med en årsløn på 450.000 kroner (efter fradrag af løn under 5 ugers ferie), vente et tillæg på 3.375 kr. i maj og et tillæg på 1.125 kr. til august.